Flere gange om året tager jeg nogle dage ud af kalenderen, og går i tilbagetrækning i et buddhistisk tempel. Det er jeg for eksempel lige nu – og hver gang er det en enestående oplevelse. Enestående forstået på dén måde, at det aldrig er det samme. Hver gang er en helt ny oplevelse, med sine helt egne glæder og udfordringer. Men én ting går igen, og det er den frihed ,der kommer af at dedikere sig fuldt og helt til det, man gør.
Kigger man ind i et buddhistisk tempel under sådan en tilbagetrækning, vil man måske blive en smule overrasket over, hvor ufrit det hele ser ud. Hvert eneste sekund på dagen er skemalagt – og det er ikke kun selve aktiviteterne, der er givne på forhånd, men også hvordan de skal udføres. Hver eneste lille bevægelse er koreograferet ned i mindste detalje, og der lyder jævnligt irettesættelser, når nogen forglemmer sig.
Tonen er langt mere direkte og usentimental end de fleste er vant til, og det kan virke forvirrende. Er sensei mon sur på sine elever? Og hvad kommer det egentlig hende ved, om eleven træder ind i rummet på højre eller venstre fod?
Sensei er ikke sur. Sensei er heller ikke skuffet.
Sensei har forpligtet sig til at give sine elever den bedst mulige træning, og et af midlerne er at lade alle aktiviteter fungere som en slags test af elevens nærvær. Det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre at dagdrømme, spekulere eller lave mentale lister, samtidig med at man opretholder templets etikette, og på den måde afslører vankelmod og manglende dedikation sig nemt og præcist. Så bliver man gjort opmærksom – og jo flere gange man bliver vækket, jo længere tid vil man kunne holde fokus fremover. Og der er for så vidt ingen grund til at spilde alt for mange ord på sagen – VÅGN OP er som regel rigeligt, selvom det ikke lyder helt så rart og venligt som for eksempel: “Hov, mon ikke du kom til at glemme din opgave et lillebitte øjeblik dér? Husk at det hele er meget nemmere, hvis du er opmærksom hele tiden, også selvom jeg godt ved, at det er smadder svært. Prøv igen, så skal jeg hjælpe dig”. Men det betyder faktisk det samme, og perioden hvor templets naturlige rytme er forstyrret, er langt mindre på den traditionelle måde.
Lige pludselig en dag bliver det helt naturligt at koncentrere sig om det man gør, i stedet for at flakke distræt gennem livet, mens man fortæller sig selv en historie om multitasking og at gøre sit bedste. Er man opmærksom og til stede, behøver man nemlig ikke lade sig nøje med sit bedste. Så kan man bare gøre det rigtigt.
For mig er det uendeligt vigtigt at vælge de ting, der er betydningsfulde for mig, og så gå helt ind i dem. Uden at spilde tiden på hele tiden på at sætte spørgsmålstegn ved alt. Ideelt set så indsamler jeg oplysninger, træffer et valg, og så står jeg ved det, indtil den dag, hvor valget ikke længere er det rette for mig. Som en af mine lærere sagde:
If you commit to nothing, you’re distracted by everything
