Langsom Lørdag – om buddhisme og begær

buddhisme

Jeg har ofte talt med mennesker, som har læst om De fire forædlende sandheder (ind imellem også kaldet De Fire Ædle Sandheder, men det er lidt noget vrøvl – se sidste uges indlæg for et ultrakort, komplet ufuldstændigt rids af en lang akademisk diskussion, som jeg vil skåne jer for). De har læst, at der findes lidelse, at lidelsens årsag er begær, at man kan fjerne lidelse ved at fjerne årsagen, og der er en specifik vej til at gøre det.

Har man først læst disse ord, ligger det snublende nær blot at udnævne begær til fjenden, og gå til kamp mod dem. ”Nå, men det er jo bare begær” er en sætning jeg ofte hører, som om det at udtale disse magiske ord er nok til at distancere sig fra oplevelsen.

Så nemt er det imidlertid ikke. At gøre dét, er nemlig bare at sætte sin lid til ord, koncepter og ideer. Buddhismen handler om ægte oplevelse, om egen erkendelse, og den kan man ikke tro på eller beslutte sig for. Og det er så her, meditation kommer ind i billedet.

I meditation sidder man så stille, at der bliver plads og ro til at få øje på det indlysende, det lige foran os. I vores almindelige hverdagsliv har vi ofte så travlt, og bliver fodret med så mange indtryk, at vi slet ikke kan se noget som helst. Vi lever i en uerkendt stille døs, hvor vores reaktioner for en stor del er automatiserede svar på de drømmebilleder vi selv skaber, og vi opdager slet ikke virkeligheden. Så er det nemt at overse, hvordan altings sande natur er; hvordan vores begær ikke er djævlen selv, med trefork og kløvede fødder, men bare helt almindelige svar på vores uvidenhed. Når først vi har set hvordan ting er, er der ingen kamp tilbage. Begær er ikke længere noget vi skal kæmpe imod, for de mister deres magt over os, når vi kender den sande natur af det vi begærer.

I meditation får vi en gentagen oplevelse af, at fænomener opstår, forandres og forgår. Åndedrættet præsenterer sig som en stadigt foranderlig proces; tanker og følelser glider over sindet, og sanseindtryk får lov at være det de er. Denne gentagne oplevelse bygger en forståelse for, eller måske snarere en erkendelse af, hvordan virkelighedens sande natur er.

Nogen gange går det hurtigt, og man ser det i et lynglimt af klar forståelse, andre gange skal erkendelsen bygges langsommeligt op af mange bittesmå indsigter: der er en indånding – nu er der ikke nogen indånding. Det kan tage lang tid, og føles uoverskueligt og svært. Når man prøver at få øje på noget der i dén grad er en grundpræmis, og som gennemtrænger alt, så kan det være nemmere at starte med at lede efter dets modsætning. Hvis man bare kigger efter hvordan alting opstår, forandres og forgår i et udstrakt samspil, kan det være svært at få øje på skoven for bare træer! – men prøv om du kan finde noget, der ikke ved nærmere undersøgelse viser sig at være sammensat, afhængigt af noget andet, foranderligt og forgængeligt.

Det kan være både en byrde og en hjælp at have et ’buddhistisk landkort’ med i sine meditationer. For megen intellektuel viden kan være en byrde, fordi det kan forcere en falsk forståelse. Vores sind er vældig samarbejdsvilligt, og hvis vi på forhånd beslutter hvad vi leder efter, vil vi ofte meget hurtigt ’finde det’ – også  uden virkelig at have fundet det, men blot have fundet ideen om det. Omvendt kan man have gavn af en arbejdshypotese, og den buddhistiske tradition stiller en interessant en til rådighed: Alle fænomener er præget af Shunyata, hvilket egentlig bare vil sige at de er sammensatte, foranderlige, forgængelige og uden blivende essens.

 

 

Måske vil du også læse...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.