Langsom Lørdag – lad os være søde ved hinanden

Mange af os er nok ved at have nået et vist mætningspunkt i forhold til Coronavirus. Sådan har jeg det i hvert fald selv, men jeg er også meget opmærksom på, at det netop derfor er nu, det bliver svært at huske på at gøre en ekstra indsats.

Jeg er bange. Jeg er bange for, hvad Corona gør ved os og vores samfund, men især for, hvad vi gør ved hinanden i dens skygge. Vi er alle ramt, i varierende omfang. Nogle af os kommer til dø. Mange flere kommer til at miste. Og alle kommer vi til at lide under de forskellige forholdsregler som er sat i værk for at forhale udbruddet.

Når man bliver bange, og når man bliver ramt, reagerer man ofte voldsomt. Måske kommer vi til at handle ureflekteret, og får derved skadet andre. Læg dertil, at en stor del af vores samvær foregår digitalt, og dermed på skrift – så står vi med en situation som er vældig svær at håndtere.

Det er altid en udfordring at kommunikere skriftligt. Man kan ikke se den anden. Man kan ikke se, hvornår de siger noget i sjov, eller hvornår de bliver kede af det. Tilmed er der en vis tidsforskydning indbygget i skriftlig kommunikation, som gør at mindre misforståelser får lov at blive stående, og vokser sig større. Lad os gøre os ekstra umage. Lad os trække vejret dybt, før vi farer i tasterne – især hvis vi føler os ramt.

Det du ser som et angreb på dig, handler måske bare om misforståelser.

Det du ser som andres egoisme, handler måske bare om frygt.

Det du ser som andres skødesløshed, handler måske bare om uheldige omstændigheder.

Ræk ud (med god afstand!), og prøv at se bag det skrevne ord. Husk på, at du ikke bliver mindre bange af at gøre andre kede af det. Tag dig tid til først at spørge dig selv: ”Er jeg sikker?”. Spørg derefter den anden: ”Jeg opfatter, at du siger xxx. Er det korrekt opfattet?”. Lad os alle tage os den ekstra tid, for vores egen og de andres skyld. Lad os dele vores frygt, og lad os tøjle impulsen til at dømme hinanden.

Det er så nemt at danne sig en forestilling om, hvad man selv ville gøre, hvis man stod i en vanskelig situation. Derfra er det nærmest kun endnu nemmere at gøre denne forestilling til en regel – og forvente at alle andre overholder denne regel. At alle andre lever op til de standarter, du nu (i fantasien, lad os ikke glemme det!) har sat for dig selv.

Jeg har for eksempel ikke købt stort ind. Jeg var ikke hjemme, da verden gik af lave, og derfor kan jeg ikke vide, hvordan jeg ville have reageret. Jeg kan lide at tænke, at jeg naturligvis ikke ville have hamstret, for hamstring er usolidarisk og tarveligt. Men… Det er ikke noget, jeg ved. Jeg var ikke hjemme. Jeg kan kun håbe på, at jeg ville leve op til mine egne standarter for social adfærd, men jeg kan ikke vide det.

Men ved I hvad jeg har gjort? Det er ikke sjovt at indrømme det, men jeg har bedt min søn og svigerdatter om at købe ind, så de har rigeligt mad og vand til dem selv og deres baby. De er netop flyttet til USA, og det føles så uendeligt utrygt at have dem i et fremmed land. Et land, som vi intet kender til, men hvor vi ved, at den siddende leder er inkompetent og hensynsløs; udygtig og med en skidt karakter – en virkelig farlig blanding i en svær tid. Et land, hvor der allerede nu er slagsmål i supermarkederne, og hvor alt for mange har våben. Jeg fortæller jer ikke dette, fordi jeg synes det er et anbefalelsesværdigt råd, jeg har givet mine børn. Med min fornuft ved jeg godt, at det er den slags råd, som starter de mareridtsagtige scener. Det er bare ikke altid, fornuften når at gribe ind, når følelserne koger over – og derfor dømmer jeg heller ikke andre, der bliver grebet af frygt. Jeg ved, hvor hæsligt frygtens ansigt er.

Hold hænderne rene, hovederne kolde, og hjerterne varme. Så minimerer vi de skader, vi påfører hinanden.

Måske vil du også læse...

2 Comments

  1. Jette says:

    Så fint skrevet! Og jeg er fuldstændig enig.
    I denne tid, hvor vi er ekstra sårbare, har vi alle en forpligtelse til ikke bare at passe på hinanden fysisk, men også psykisk. Jeg synes det er rystende at opleve folk fra deres værste side, svine hinanden til på fx FB, og have en holdning til alt. Vi kender ikke til hinandens bevæggrunde for at reagere som vi gør. Måske er det et udtryk for at vi er utrygge og bange. Men derfor giver det ikke et ‘Carte blanche’ til at kommentere negativt på alt det vi ser – og måske ikke forstår.
    Vi skal netop rykke tættere sammen (i ånden) og hjælpe til med, at alle kommer godt igennem krisen!
    Og det er egentlig så nemt; tal pænt, hjælp hinanden, og tro på at alle gør det så godt de kan!

    1. Præcis!!! Tro på at alle gør det så godt de kan – det må være det bedste råd overhovedet <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.