Langsom Lørdag med hemmelige bodhisattvaer

Efter vores tur til Rom sidste weekend, har det slået mig hvor meget jeg får lejlighed til at lære på mine mange rejser. Og her taler jeg ikke bare om fremmede kulturer og oldgammel historie. Næ nej, jeg taler om de vigtige dagligdags færdigheder, som tålmodighed, overbærenhed – barmhjertighed, endda. Og om irritation.

Det er nemlig sådan, at når jeg kommer til lufthavnens (hvilken som helst lufthavns) enorme køer ved sikkerhedskontrollen, så kommer jeg altid, uden undtagelse, bag ved HAM. I kender ham godt. Ham der altid bliver slagen med forbavselse, når det går op for ham, at også han også skal tømme lommerne. Og tage bæltet af. Nå ja, og jakken. Og lægge posen med sine væsker frem – hvis ellers han overhovedet har overvejet at pakke sine væsker i poser. Altså, kort sagt, når han opdager, at reglerne også gælder ham.

Har jeg god tid – og det har jeg som regel, for jeg ser ingen grund til at jage rundt for at miste mit fly (har prøvet det alt for mange gange efterhånden, og det er altså ikke måden at skaffe sig venner på) – kan jeg sagtens påskønne det herligt absurde i situationen, men er jeg på en short connection med et fly der allerede har kaldt til boarding for tyve minutter siden, bliver jeg gerne en kende stram i betrækket.

Men så er det jeg tænker på, hvor sødt det egentlig er af ham. Han gider godt at være vanvittigt irriterende, så jeg kan få lov at lære noget om irritation. Jeg kan lære hvordan den irritation jeg mærker, tilhører mig; hvordan jeg er den der tillader irritationen at opstå, og dermed gør den til mit problem. At hvis jeg vælger ikke at lade den opstå, er der ikke noget problem.

Han er min hemmelige bodhisattva. Og han ved det ikke engang selv.

Han ofrer sig selv for min skyld, og jeg skylder ham tak. Søde, nemme og venlige mennesker er der nok af, men de virkelig irriterende, altså dem man kan lære en masse af, dem skal man værdsætte. Og så skal huske at nyde sine rejser 🙂