Strikke-lykke

Efteråret er omsider kommet, og jeg nyder hvert sekund af det. Endelig kan jeg tillade mig at følge min natur, som byder mig at krybe ind, bygge hule, stikke næsen i en bog, eller – måske endnu bedre – forsvinde i en herlig strikkeopskrift. Jeg stortrives med et hyggeligt nørkleri mellem hænderne, og selvom jeg stædigt fastholder, at sommertid også er strikketid, så byder de mørke tider sig måske nok lidt mere villigt til.

gratis opskrifter
læsning

Jeg har samlet alle bloggens strikkeopskrifter, så det skulle være nemt at finde noget, man har lyst til. Og hey – hvis nu du sidder med en genial ide til en eller anden lækker sag, men ikke lige kan finde en strikkeopskrift, så skriv til mig. Jeg elsker at nusle en strikkeopskrift frem fra en god ide!

Langt det meste af mit garn bliver købt online. Det er ofte det billigste, og jeg kan lynhurtigt finde ud af, hvor jeg kan få lige præcis det garn, jeg skal bruge. En af de allerbedste garnbutikker online er Hobbygarn.dk. De har et enormt udvalg i garn fra Drops Garnstudio og Mayflower, og dertil alt hvad hjertet kan begære af strikke- og hækleudstyr, pinde, knapper, kvaster, strikke-kits og meget, meget mere. Et Slaraffenland, med andre ord. Med konkurrencedygtige priser og et tilsyneladende gigantisk lager. Ja tak.

Med hensyn til lige præcis pinde, så har jeg gennem tiden samlet mig et par tips, som har gjort mit strikkeliv meget nemmere. Måske kender I dem i forvejen – og måske har I nogen helt andre tips, som I har lyst til at dele?

For det første, så strikker jeg nærmest altid på rundpinde. Kun hvis jeg skal strikke et meget smalt rør (baby-ærmer, for eksempel) bruger jeg strømpepinde, og jumperpinde bruger jeg stort set aldrig. Jeg foretrækker nemlig at bære tyngden af mit arbejde i skødet, fremfor i skuldrene. Når man strikker på rundpinde, vil størstedelen af arbejdets vægt hvile i skødet, mens man bærer langt det meste i hænderne – det vil sige med skuldrene – når man bruger de almindelige lange strikkepinde (jumperpinde).

For det andet, så har jeg kun én rundpind i hver størrelse. Altså ikke noget med at have pinde nr. 4 i 40, 60 og 80 cm – det giver bare (endnu mere) rod i skufferne. Jeg har én i hver størrelse, i 80 cm, og bruger magic loop-teknikken, hvis jeg skal strikke noget som er smallere.

For det tredje, så dypper jeg altid kablet på nye rundpinde i meget varmt vand, hvorefter jeg lader dem løbe gennem fingrene et par gange, ingen jeg tager dem i brug. Så er de rettet ud, og driller mig ikke ved hele tiden at vende og dreje sig på umulige måder.

strikkeopskrift

Hobbygarn.dk har været så søde at give mig garn til et stort projekt, så pindene gløder herhjemme, og jeg er lykkeligt opslugt. Det lækreste, tykke uldgarn i en herlig gloende rød farve, som jeg er ved at forvandle til et tæppe (opskrift følger snarest). Så…

Strik. Spis. Strik. Sov. Repeat.

For hvad behøver man dog mere?

Måske vil du også læse...

2 Comments

  1. Strikketøy i hendene er terapi og magic loop helt genialt. Det blir spennende å se det ferdige resultatet om litt, håper jeg.

    Beste hilsen Ingrid

    1. Jeg kunne ikke være mere enig, Ingrid – ren terapi! Man falder til ro, tankerne kan få lov at strejfe frit, og ind imellem føler jeg nærmest, at jeg strikker mine håb og drømme ind i arbejdet 🙂

Comments are closed.