Langsom Lørdag – Meditationsguide II

Sidste lørdag gav jeg nogle helt simple anvisninger på, hvordan du kan komme i gang med at meditere hvis du enten aldrig har prøvet det før, eller hvis du har prøvet, men opgivet fordi det blev for besværligt. Jeg håber du har prøvet at meditere nogle gange i ugens løb, og at du er frisk på at fortsætte 🙂

meditere

Jeg skrev om, hvordan du skulle starte med at meditere ved at sidde og tælle dine vejrtrækninger; det man også kalder meditation på åndedrættet.

Åndedrættet er virkelig godt at bruge til meditation. Nogen gange bliver man anbefalet at bruge en særlig app, musik, eller guidede meditationer, men jeg foretrækker åndedrættet. Det er altid ved hånden – man kommer aldrig til at stå i en situation, hvor man faktisk godt kunne tænke sig at sidde meditation, men desværre er forhindret, fordi man ikke lige havde husket at få sit åndedræt med. Samtidig er det så praktisk indrettet, at åndedrættet hele tiden ændrer sig, og tilpasser sig opgaven. I starten, når sindet er spredt og uroligt, er åndedrættet ret groft og nemt at få øje på, og måske er det endda temmelig ujævnt, så det bliver nemt at holde fokus på det uden at glide ind i en fast rytme, som ellers kan virke nærmest hypnotiserende. Senere, i takt med at krop og sind falder til ro, bliver åndedrættet finere og mere jævnt, og man skal være gradvist mere opmærksom for at kunne fastholde sit fokus på det. Til sidst kan det blive så fint og roligt, at det næsten synes at stoppe helt, og det kun er med dyb og rolig koncentration, man er i stand til fortsat at følge det.

Når du sidder, så pas godt på at du ikke kommer til at forcere vejrtrækningen. Det er nemt at lade tallene tage styringen, så du, helt uden at tænke over det, tilpasser din vejrtrækning til tallenes rytme. Vent på åndedrættet før du tæller. Sid helt roligt og stille, indtil du mærker at luften begynder at strømme ind i kroppen, og tæl så ’et’.

Vent.

Fasthold opmærksomheden, indtil du igen mærker luften strømme ind, og tæl så ’to’. Det er indåndingen der skal initiere tallene, ikke tallene der skal initiere indåndingen. Lad være med at trække tallet alt for langt ud, eller at sidde og tænke ’et – et – et’ under hele åndedraget. Sæt tallet præcis når du mærker luftstrømmen komme ind i kroppen.

Allerede i dette tidlige stadie får de fleste en smagsprøve på det kreative sind. Opgaven er simpelthen for kedelig, og så tages den mentale værktøjskasse i brug. Hvad med for eksempel at bruge smukke ord, eller måske farver i stedet for de kedelige tal? Kunne det ikke være en fremragende ide? Du kan givetvis komme på rigtig mange, meget mere underholdende ideer end trælse tal, men det er ikke det, der er pointen nu. En af pointerne er faktisk lige præcis at lære at disciplinere sindet, så det bliver stærkt nok til at kunne holde fokus, selv når opgaven er uinteressant. Hvis (når) alle ændringsforslagene dukker op, skubber du dem bare blidt til side, så de ikke forstyrrer dit fokus på opgaven, som er at tælle dine åndedrag. Der vil helt sikkert komme en masse tanker undervejs, som handler om alt muligt andet end tal og vejrtrækning. De mest oplagte (dagens program, vigtige ting du skal huske og så videre) er nogenlunde nemme at vende sig bort fra, men ofte vil din insisteren på at vende dig bort bare virke som at smide benzin på et bål. Tankerne vil blive mere og mere påtrængende, og forekomme dig mere og mere vigtige. Det eneste du kan gøre, er at fastholde dit fokus på opgaven, og på den måde vise dig selv, at du tager den alvorligt. Hvis du bliver irriteret og sammenbidt, så brug eventuelt et venligt smil, når du skubber distraktionerne til side. De er jo ikke onde eller tarvelige; det er bare ikke det rette tidspunkt.

Sid mindst 10 minutter. Gerne længere, men ikke så længe at opgaven bliver uoverskuelig. At meditere er noget du gør for din egen skyld. Smil 🙂

Måske vil du også læse...