Langsom Lørdag – nærvær i hænderne

Når vi i Danmark tænker på meditation, tænker vi først og fremmest på at sidde på gulvet, helst i en helt umulig stilling, og gøre ingenting i timevis. Det er for så vidt heller ikke forkert, men det er lidt for snævert. I buddhismen er der nemlig en lang tradition for andre former for kontemplative praksisser. I Japan bruger man for eksempel Shodo (kalligrafi), Ikebana (blomsterarrangement), Shomyo (liturgisk sang) og Haiku (digtning) som alternative meditationsformer.

De senere år har disse praksisformer udviklet sig, og der er således nu buddhister som bruger eksempelvis fotografering som kontemplativ praksis – og jeg vil gerne udvide feltet ved at inddrage strik! Det der afgør, om en given kunstform kvalificerer som kontemplativ praksis, er selvfølgelig først og fremmest den praktiserendes tilgang til udøvelsen. Går man til opgaven med en intension om at koncentrere sig fuldt og helt, eller har man andre formål? Dermed kan man faktisk selv sammensætte en praksis, som giver mening for én selv.

Der er visse typer af kunst og håndværk, som er bedre egnet som kontemplative praksisser end andre. Den optimale opgave er én som er så tilpas svær, at den fordrer fuld opmærksomhed, men ikke så svær at den vækker egentlige frustrationer. Da jeg i en periode havde kalligrafi som praksis, var det nødvendigt for mig at fokusere på ganske enkle tegn. Ikke noget med at kalligrafere hele min yndlingstekst – et enkelt tegn var mere end nok. På samme måde da jeg havde origami (papirfoldning) som praksis; jeg var nødt til at begrænse mig selv i valget af motiver, for ikke at opbygge irritation i stedet for nærvær.

Når det kommer til strik, er der selvfølgelig også arbejder som er mere velegnede end andre – og arbejder som er komplet uegnede! Hvis ikke du har interesse i strik, kan du roligt springe næste afsnit over, for det bliver en smule indforstået, når jeg deler mine erfaringer med kontemplativ strikning.

kontemplativ strik

Jeg har fundet ud af, at det giver mening for mig at have et særligt strikketøj, som jeg reserverer til kontemplativ strikning. Jeg har typisk et par ”se Tv og hyggesnakke”-arbejder i gang, men de er faktisk ikke specielt velegnede til kontemplation. Der er typisk tale om teststrik af mine egne opskrifter, hvilket betyder at jeg konstant skal overveje både hvordan arbejdet skrider frem (får det den størrelse jeg havde planlagt, falder det som ønsket, osv), og hvor godt jeg har beskrevet forløbet i den rå opskrift.

Derfor er jeg begyndt at strikke efter andres opskrifter, fordi jeg dér kan slå hjernen fra, og koncentrere mig fuldt og helt om strikningen. Jeg udvælger opskrifterne med omhu, så de er tilpas svære til at hjælpe min koncentration på vej – alt for mange omgange i retstrik er ofte for stor en fristelse til blot at lade tankerne løbe. I øjeblikket strikker jeg således på en herlig sag, sweateren Zweig, designet af Caitlin Hunter fra Boyland Knitworks (kan købes på Ravelry). Når jeg er færdig med det fantastiske bærestykke, vil arbejdet nok flytte over i bunken med TV-strik, men lige nu er det perfekt. Og mon ikke jeg finder en værdig afløser, når jeg engang når så vidt? Det er jeg lige ved at tro 🙂

Måske vil du også læse...

2 Comments

  1. Dejligt indlæg og dejlig blog. En moden kvinde, der strikker, som formulerer sig fremragende, og som kan stave – kan man snart forlange mere? Jeg stødte på dig via Pinterest, da du skrev om at lære barnebarnet at strikke, og jeg nød hvert et ord.

    1. Tusind, tusind tak for dine søde ord. Dem vil jeg bære med mig!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.