Søndags Snapshots fra Italien

Hej derude, og rigtig glædelig søndag! Jeg er landet midt i den italienske vinter, som denne gang har besluttet at vise sig fra den milde og meget, meget smukke side. Vi taler frostklare dage med høj blå himmel, og så meget sollys, at jeg bliver helt kulret i hovedet, og dertil stjerneklare, knitrende kolde fuldmånenætter. Lige så meget som jeg elsker de lange, mørke aftner, lige så meget elsker jeg dagslyset. Det der rigtige dagslys, som vi ikke ligefrem er forkælet med derhjemme. Vi går lange ture, og mæsker os i alt det lyse og fine, og det er mægtig godt.

For en som mig, der jo dybest set er en doven hund, er noget af det allerbedste ved de lange gåture det at komme hjem. Røde kinder, kolde fingre, og så en kop varm kakao og en god bog – ja tak. Jeg læser bogklubbens næste næste bog, Den anden hånd af Chris Cleave, og er virkelig godt underholdt. Jeg har læst den for mange år siden, men det er i sandhed et glædeligt gensyn. Lidt pudsigt bare, at den kun fås som brugt. Hvornår er gode bøger blevet som ferskvarer med stærkt begrænset holdbarhed?

Jeg fornøjer mig også med min strik, og ideerne kommer boblende hurtigere end jeg kan nå at følge med. Der er både egostrik, gavestrik og sjov strik i bunken, og jeg var heldigvis forudseende nok til at proppe kufferten med garn!

En af de store fornøjelser hernede er maden. Den italienske mad er jo et kapitel for sig. I alle vores år hernede er det kun sket to gange, at vi har fået dårlig mad (altså bortset fra de gange, jeg selv har været i køkkenet, men dem taler vi ikke om. Vi lader bare Peter stå i ved gryderne). Næste uge skal helt sikkert handle om god mad, et par ture rundt til nogle af småbyerne hernede, og ellers bare hygge og afslapning. Nå ja, og regnskaber. Og en tiltrængt opdatering i shoppen. Det skal nok blive spas, al den stund at EDB-trolden opfatter den slags som en invitation til at boltre sig her på domænet… Vær søde at krydse fingre for mig!

Hav en fantastisk uge, og husk at lyset er på vej derhjemme. Og i mellemtiden kan man jo altid tænde et stearinlys mere!

 

 

Måske vil du også læse...

4 Comments

  1. Nyd Italien – herhjemme regner det fortsat 😉 kh. Birgitte

    1. Jeg prøver om jeg kan sende noget af vores overdådige solskin din vej! Nøj, hvor vi trænger til det derhjemme! Knus, Pia

  2. Pia (Caisyrose) says:

    Du går absolut ikke glip af noget – i hvert fald rent vejrmæssigt.
    Hils den italienske sol fra mig, og nyd alle de italienske lækkerier

    1. Hej Pia – jeg sender lidt solskin din vej, og nyder alt det dejlige her. Hav en skøn dag 🙂

Comments are closed.