Langsom Lørdag om plagsomme tanker

Kender I dét med tanker der bliver ved (og ved, og ved) med at kværne rundt i hovedet på én? Man kan føle sig helt hjælpeløs, når sindet sådan leger kispus med én, især fordi det sjældent er de gode, rare, opmuntrende tanker, der byder sig til. Nej, det er de dumme banditter; triste tanker om svigt, sorg og uretfærdighed.

Efter sidste uges afgørelse på godt fire års ufrivilligt tovtrækkeri har jeg haft brug for at overvåge mine tanker meget nøje. Og ja: det kan virke helt vildt utaknemmeligt at lade sig gå på over noget så skønt som en tæt på okay afslutning på 4 års mareridt, men ikke desto mindre skal jeg passe rigtig meget på, hvis ikke sorgen og bitterheden over alt det, vi har mistet, skal tage over. Hvorom alting er: Hvis man griber ind tidligt og bestemt nok, kan man nogen gange nå at stoppe tankernes runddans.

Det er bare ikke altid nok. Nogen gange er et sår så dybt, at tankerne bliver ved at sværme om det. Og det kan man jo ikke holde ud, så derfor må man gøre noget. Er ellers stor tilhænger af at man ikke bare gør noget, men sætter sig ned (i modsætning til velmenende råd om “ikke bare at sidde dér, men gøre noget”), men det er ikke altid nok, bare at sidde.

Når jeg gør noget ved den slags tilbagevendende tanker, er mit noget en smuk ceremoni i templet (eller i mit mere beskedne meditationsrum/kontor hernede). Et ritual, hvor man bliver ledet gennem seks meditationer, som arbejder med ens sår fra forskellige vinkler. Det er en ceremoni som viser vej til at give slip og finde fred.

Jeg fungerer vældig godt med formaliserede ritualer*. Har man et mere anstrengt forhold til pomp og pragt og falbelader, kan meditationerne naturligvis fint laves uden den religiøse ramme. Det vigtigste er, at man får gjort det. At man får givet slip. For det er først, når vi holder op med at holde fast, at vi er rigtig fri.

* Jeg minder lige om den fine forklaring på “ritualer” fra Den lille Prins:

– Hvad er et ritual? spurgte den lille prins.

– Det er noget, man i alt for høj grad har glemt, sagde ræven. Det er det, der får en dag til at blive forskellig fra alle andre dage, en time forskellig fra alle andre timer. Blandt mine jægere for eksempel, findes der et ritual. Hver torsdag danser de med landsbyens unge piger. Og derfor er torsdag en dejlig dag. Jeg kan spadsere helt ned til vinmarkerne. Hvis jægerne dansede når som helst, ville alle dagene ligne hinanden, og jeg ville aldrig have nogen fridag.

Måske vil du også læse...

1 Comment

  1. Viggo Okholm says:

    Meget meget relevant indlæg Pia
    Tak
    K.h.Viggo

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.