Langsom Lørdag – om afsked og afslutninger

Jeg synes altid, det er lidt vemodigt, når noget slutter. Altså noget rart, forstås. Kan sagtens se trælse sager forsvinde uden vemod, men det der er godt, det er lidt svært at sige farvel til. Som for eksempel to lange måneder i mit italienske paradis.

Det har været helt vidunderligt at forsvinde lidt fra radaren, tage uret af, og bare lade dagene forsvinde i lykke, som sand der glider ud mellem fingrene. Men det er faktisk også nærmest okay at skulle byde det hele farvel. Nærmest. Fordi dét der hverdag kan altså også noget.

Jeg holder jo så uendeligt meget af hverdagen. Hverdagen er fordringsløs. Der er ingen forventninger til, at man skal falde i svime over den; den byder sig bare til, ligeså stille. Og det er rart. At være fri for forventning åbner nemlig ens sind for det, der er.

Det der er, er meget ofte fint – og det er i hvert fald altid til at have med at gøre. Nogen gange kommer vi til at gøre det uoverkommeligt, hvis vi blander fortiden og fremtiden ind i det, men kan vi modstå dén fristelse, får hvert øjeblik lov at stå for sig selv. Og der står de godt, øjeblikkene. Der kan man håndtere dem. Om end det nogen gange kun er med bevidstheden om, at de er ganske korte, og snart overstået – uanset hvor slemt et øjeblik er, så er det til at have med at gøre, hvis man nøjes med bare det. Øjeblikket.

Jeg byder med let vemod, men samtidig med sindsro, min sommer i paradis farvel, i tryg forvisning om, at den hverdag, der venter mig derhjemme, bliver rar. Fordi efterår, blandt andet. Min næst-yndlings årstid (lige efter julen). Hulebyggeri og venden indad, en slags samling efter sommerens mange adspredelser, og dertil uendelig skønhed, når skoven rødmes og dagens kortes. Det er helt okay.