Jeg har omsider fået strikket min elskede Straumur-sweater op i garn, som jeg holder af!!! Garnet jeg brugte til min oprindelige sweater drev mig til vanvid – det fnuggede og fældede, og jeg havde en håbløs mohair-situation, hver eneste gang jeg bare kom i nærheden af den…
I samme omgang besluttede jeg også at ændre mønsteret, gøre det en smule mere grafisk, og graduere sweateren i forskellige størrelser. Med hensyn til størrelser, så kunne jeg rigtig godt tænke mig at graduere op til endnu mere rummelige størrelser, men jeg finder det virkelig svært. Det er jo ikke gjort ved bare at putte flere masker og omgange på over det hele – men jeg har planer om at lære det snarest muligt, så jeg kan opdatere alle mine opskrifter!
Gammel vs. ny – den nye er mere tætsiddende, kortere, og med et lidt anderledes mønster. Og i et meget skønnere garn!!!
Jeg har i øvrigt en veninde, som har strikket den oprindelige Straumur op i en kombination af Drops Air og Drops Brushed Alpaca Silk, og det er blevet forrygende godt.
Opskrift på Straumur sweater, version ll
Størrelser: s – m – l
Overvidde: 97 – 105 – 115 cm
Længde: 61 – 63 – 65 cm
Pasform: Straumur er designet til at blive båret med ca. 10 cms bevægelsesfrihed. Det betyder at du, for at få en pasform som vist på billedet, skal vælge din størrelse ved at måle dig selv om brystet, lægge 10 cm til, og strikke den størrelse der kommer tættest på resultatet.
Garnforbrug:
5 – 5 – 6 nøgler Drops Air, sort
2 – 2 – 3 nøgler Drops Air, hvid
Man kan også strikke med to tråde af enten Alpaca, Baby Merino, Fabel eller Kid Silk – eller en kombination af disse. Hvis du ønsker at erstatte det oprindelige garn, kan du bruge Garnstudios omregner til at finde ud af, hvor meget du skal bruge.
Pinde: rundpinde 3 og 5
Strikkefasthed: 17 m x 24 omg glatstrik på p 5 = 10 x 10 cm
Strikkefastheden skal overholdes for at opnå et tilfredsstillende resultat. Hvis ikke strikkefastheden passer, må du prøve med finere eller grovere pinde.
Bemærk: Mine gratis opskrifter er ikke nødvendigvis testet i alle størrelser! Læs mere om vilkårene for gratis opskrifter i dette indlæg.
Halskant
Slå 84-88-92 m op med bundfarven på rundpind 3, og strik 6 cm. rib. Sær en maskemarkør ved omgangens begyndelse.
Bærestykke
Skift til rundpind 5. Strik 1 omgang ret hvor der tages 6-12-12 masker ud jævnt fordelt, så du har 90-100-104 m.
Strik videre med vendepinde således:
Strik 30 (32) 42 m, vend. Strik 60 (64) 84 m tilbage i vrang. Vend.
Strik til 4 m før du sidst vendte. Vend.
Strik til 4 m før du sidst vendte. Vend. Strik tilbage til markeringen.
Du har nu forhøjet din sweater en smule bagtil, og er tilbage ved starten, så du kan starte på selve bærestykket.
Strik 16 omg med bundfarven. På omg nr. 3 tager du 56 (59) 55 m ud, jævnt fordelt på omg.
På omg nr. 14 tager du 49 (51) 51 m ud, jævnt fordelt på omg. Du har nu 195 (210) 210 m på omg.
Strik 16 omg mønster efter diagrammet – du har 13 (14) 14 mønsterrapporter.
Strik 14 omg med bundfarven. På omg nr. 3 tager du 33 (49) 59 m ud, jævnt fordelt på omg.
På omg nr. 14 tager du 25 (39) 44 m ud, jævnt fordelt på omg. Du har nu 253 (298) 313 m på omg.
Strik næste omg med bundfarven således: strik 37 (41) 45 m, sæt 52 (67) 67 m på tråd til ærme, strik 75 (82) 89 m, sæt 52 (67) 67 m på tråd til ærme, strik de sidste 37 (41) 45 m.
På den næste omg (omg nr. 16 med bundfarven) slår du 8 m op under hvert ærme, så du har 165 (180) 195 m til kroppen.
Krop
Strik 16 omg mønster efter diagrammet – du har 11 (12) 13 mønster-rapporter.
Strik 16 omg med bundfarven.
Strik 16 omg mønster efter diagrammet.
Strik i bundfarven til arb måler 56 (58) 60 cm. På næste omg skifter du til rundpind 3, og tager ind til 160 (176) 188 m, og strikker dobbeltrib (2 r, 2 vr). Når ribben måler 5 cm, lukker du elastisk af.
Ærmer
Sæt ærmets 52 (67) 67 m på rundp 5, og saml 8 m op i de masker du slog op til kroppen. Du har nu 60 (75) 75 m på omg.
Strik 16 omg mønster efter diagrammet – du har 4 (5) 5 mønster-rapporter.
Strik 16 omg med bundfarven. På str m og l tager du 2 m ind midt under ærmet på omg 2, 6, 10, og 14.
Strik 16 omg mønster efter diagrammet. På størrelse m og l starter du 4 m inde i diagrammet, på grund af de 4 m du har taget ind.
Strik 16 omg med bundfarven. På størrelse m og l tager du 2 m ind på omg 3, 7 og 11, og 1 m ind på omg 15. Du har nu 60 m på omg for alle størrelser.
Strik 16 omg mønster efter diagrammet.
Strik 4 omg med bundfarven.
Skift til rundp 3, og tag 12 (8) 4 m ind jævnt fordelt på omg. Strik herefter 6 cm dobbeltrib (2 r, 2 vr), og luk elastisk af.
Montering
Hæft alle ender. Damp arb let. Hvis du vil, kan du sy en tynd elastik gennem den sidste omg rib ved overgangen fra halskant til bærestykke – så holder sweateren sig pænere på plads.
Lækker, lækker 😀 Tusind tak for opskriften <3
Tak Amy! Det er en af dem, jeg er rigtig glad for. Den er bare så nem at have på; den passer til alt, og er super hyggelig. Jeg er så glad for, at jeg endelig fik lavet den i garn, jeg kan lide
Meget flot og lækker 🙂
Det er du go til og den klæder dig rigtig godt 🙂
En god dag ønskes i rigeligt vand fra oven 🙂
Tak for de søde ord, Tina! Du ønskes også en dejlig dag i alt det våde
Denne gleder jeg meg til å strikke! Tusen takk for smukk oppskrift
Dejligt, det er jeg glad for at høre!
Wauw hvor er den flot.
Jeg har ellers flere gange hørt at Drops air også fælder?
Det har jeg aldrig oplevet – og jeg har strikket MEGET med det!