Sidste lørdag endte jeg mit indlæg om buddhismens kerne med en meget filosofisk overvejelse af, hvorvidt det gav mening at lede efter en kerne i et system, der har konstant forandrelighed som ultimativ præmis. Svaret er selvfølgelig både ja og nej, for det kommer meget an på, hvad man tænker en kerne bør være.
Hvis man forestiller sig en kerne som noget uforanderligt, noget stabilt, noget evigt, eller noget der er under kontrol, så kan man lige så godt opgive med det samme. Hvis man derimod er ok med, at en proces kan være en kerne, så er det fint – så er man med andre ord kommet til det rette sted.
For nogen kan det måske virke lidt trist at tænke på, at foranderlighed er den eneste konstant; at intet består. Omvendt; når man er i trange omstændigheder, er det jo faktisk en vidunderlig trøst at også dette får en ende. Det er bare ikke altid vi er indstillet på at søge trøst i det, som er udenfor rækkevidde.
I sidste uge refererede jeg fra en buddhistisk tekst, hvor den historiske Buddha (Shakyamuni) er citeret for at have sagt, at han underviste i lidelse og lidelsens ophør. Den mest berømte formulering af hans tanker om lidelsen og lidelsens ophør består af fire kendsgerninger, som nogle gange, i en lidt mislykket vestlig oversættelse, omtales som ”De Fire Ædle Sandheder”. Der er ikke noget specielt ædelt over disse kendsgerninger; de er bare kendsgerninger, eller sandheder om man vil, og er på dén måde ikke i sig selv ædlere end alt andet. Hvis man vil lægge sig lidt tættere op ad den oprindelige betydning, ville det give mere mening at omtale dem som ”forædlende sandheder”, idet en forståelse af dem vil lede til Nirvana. Nirvana er lidelsens ophør, og altså det ultimative buddhistiske endemål – og så er det også et amerikansk grunge-band, men den del lader vi lige ligge for nu 😉
Selv en helt kort gengivelse af de fire forædlende sandheder rummer faktisk kernen af buddhismen:
- Der findes lidelse
- Lidelsen har en årsag
- Hvis man fjerner årsagen, kan lidelse ikke bestå
- Der findes en helt specifik vej til at ende lidelse
Der findes lidelse
Umiddelbart ikke svært at forstå, men ikke desto mindre en sandhed der kan være overmåde vanskelig at tumle. Hvad er vel lidelsens væsen? Er lidelse en ting, som kan tilsættes eller fjernes efter behag? Og hvor går lidelsen hen, når vi ikke er med den?
Lidelsen har en årsag
Vi skaber selv lidelse. Den findes ikke i sig selv; det er ikke en ting som ligger og lurer på os. Lidelsen kan kun opstå, hvis vi protesterer mod det, som er – hvis vi ønsker os, at noget skal være anderledes. Lidt af en mundfuld, som de fleste nok skal tygge på en rum tid.
Hvis man fjerner årsagen, kan lidelse ikke bestå
Den klassiske metafor er et bål, hvor man holder op med at komme brænde på. Hvad sker der med det? Det er lidt det samme der sker, hvis vi holder op med at komme begær og ønsker på vores oplevelse af virkeligheden.
Der findes en helt specifik vej til at ende lidelse
I buddhismen er denne vej kendt som Den Ottefoldige Vej, der omfatter hele det praktisk/etiske aspekt. Det virkelig interessante her er, at enhver kan gå denne vej. Den er ikke forbeholdt særlige væsner, og den er lig med den vej, den historiske Buddha selv gik (han gik dog et par omveje, fordi stien ikke var afmærket – det stod han for).
Buddhismen giver os således et betragteligt ansvar, og trækker vores valg op med store, tykke streger. Vil vi skabe lidelse og utilfredshed for os, eller har vi mere lyst til at lade være? Det lyder som et simpelt valg, men tag det fra én, som har øvet sig i 20 år: Det er ikke simpelt! Det er møg svært, og man får virkelig lyst til at glemme det hele mange gange undervejs. Problemet er bare, at det er meget svært at glemme det, som giver umiddelbar mening for én – og det gør disse simple kendsgerninger for mig. Så jeg trasker troligt videre, falder i grøften med jævne mellemrum, men husker at nyde turen.
