For nylig var der én der spurgte mig, hvorfor jeg dog ikke skrev lidt mere, om alt det jeg har lært gennem mine 17 år som praktiserende buddhist. Det havde jeg faktisk ikke rigtig noget fornuftigt svar på, så derfor indfører jeg nu Langsom Lørdag her på bloggen.
Om lørdagen kan rigtig mange af os selv vælge hvordan vi vil tilbringe vores tid, så derfor tænkte jeg, at lørdag var en god dag til projektet. Selvfølgelig kan det lade sig gøre at leve langsomt og lykkeligt selv i de værste storme, men det er alt andet lige nemmere at lære nye færdigheder, når omgivelserne er nogenlunde rolige.
Længe før FOMO – Fear Of Missing Out – overhovedet var blevet en ting, havde jeg lært velsignelsen i JOMO – the Joy Of Missing Out – godt hjulpet på vej af en noget introvert natur. Ret hurtigt efter min beslutning om at få set mit liv efter i sømmene og begynde at tage mig tid til daglige refleksioner og meditation, stod det klart for mig, at ethvert valg indebærer et fravalg. Vælger man festen, fravælger man den rolige hjemmeaften. Vælger man at surfe rundt på den telefon som sidder fast i hånden 24/7, fravælger man at kigge sine elskede i øjnene. Vælger man konstant, larmende underholdning i tecnicolor og surround-sound, fravælger man de stille stunder. Sådan er dét.
Ingen andre end dig selv kan beslutte, hvilket valg der i en given situation er det rigtige for dig – men det er overmåde vigtigt at være bevidst om, at ethvert valg indebærer et fravalg.
Det er fristende bare at smække ja-hatten på, og kaste sig grådigt over livet. Man kommer nemt til at sidestille travlhed med livsappetit og nysgerrighed, og fuldkommen overse risikoen for, at alle de herlige aktiviteter bare bliver til noget man gør for at dulme den der urolige fornemmelse. Den fornemmelse jeg taler om, tror jeg de fleste kender. Jeg gør i hvert fald – jeg kender den alt for godt. Den besøger mig stadig fra tid til anden, men den er heldigvis ikke længere min trofaste følgesvend. Det er fornemmelsen af, at der mangler noget; at der er noget som ikke helt er i takt. En subtil fornemmelse af ikke at være 100 % synkroniseret med livet; af at det hele ligesom ikke rigtig er nok.
Men tro mig: det er nok. Du har alt, hvad du nogensinde får brug for – du skal bare lige få øje på det. Og for at få øje på det, er du nødt til at komme ned i tempo. Så længe du kører fuld fart fremad, kommer du nemt til at tro, at du mangler noget, selvom sandheden almindeligvis er, at du har alt for meget.
Så prøv i dag at gå ned i tempo. Tag dig tid til at sidde og mærke livet. Når roen indfinder sig, kan du jo prøve at spørge dig selv:
Hvad står imellem mig og lykken lige nu?
Formentlig vil der til at begynde med komme en masse svar, men hvis du holder dig i ro, vil du hurtigt kunne se, at de ikke er sande. De gode nyheder er, at du ikke behøver at finde svaret lige her og nu – foreløbig er spørgsmålet rigeligt.
