Tirsdag er markedsdag i Arta, så nogen var vældig tidligt oppe, og ukarakteristisk hurtigt klar til at komme i tøjet. Jeg havde ladet mig fortælle at dette marked var ret kært, og yderligere havde jeg googlet mig frem til, at det ikke bare var et almindeligt marked. Hele byen bliver simpelthen til én stor markedsplads, med fest og gøgl og meget mere end bare de sædvanlige tre forkølede boder med batikkjoler, hjemmelavede smykker og lædertasker… Kan man vel andet end elske denne ø, med al dens charmerende shopping?
Der er dog én måde, hvorpå dette marked overhovedet ikke adskiller sig fra nogen andre markeder: også her har folk efterladt tilkæmpet tålmodige mænd hist og pist 😉
At de ikke kaster sig ud i kampen forstår jeg simpelthen ikke – der er så meget at kigge på, og rigtig mange ting jeg slet ikke havde i forvejen. Mangler for eksempel et par elefanter, og en gris i jern.
Selv havde jeg jo også taget en mand med på marked, men dels er hans tålmodighed optrænet gennem årene, dels havde jeg lovet ham en frisk grillkylling, hvis han kunne opføre sig pænt. Jeg er glad for at kunne fortælle, at vi fik grillkylling til frokost.
Jeg købte en kjole på markedet. Den røg først med hjem efter svære overvejelser: var den mon for kort, for piget, for ung..? Heldigvis kom jeg i tanker om en fantastisk artikel jeg læste for nylig, om hvilken slags tøj kvinder over 30 (og det er jeg jo i dén grad) bør bære.
WHATEVER. THE FUCK. THEY WANT.
Jeg har fundet ud af, at der ikke findes nogen magisk grænse hvor man, straks man træder over den, befinder sig i et goldt, glædesløst land, fyldt med regler for hvad man bør og (specielt) ikke bør gøre. Kvinder over 30, over 40, over 50, 60, 70, 80, 90 og 100 bør bære nøjagtig den slags tøj de har lyst til. Er det tøj noget festligt noget, som kan give andre én på opleveren, jamen så MORE POWER TO THEM. Min kjole er nu ikke noget særligt; den er bare en blød, lækker og luftig hørkjole, som vil blive slidt i laser henover de næste par måneder, fordi jeg knuselsker den.
