Ugens absolutte højdepunkt, og det der har præget alle dagene op til: min baby fyldte 30 år i fredags! Jeg døjer stadig med at forstå, at det virkelig er 30 år siden, jeg mødte ham. Og blev dybt betaget af ham – og samtidig lidt forskrækket over, at jeg lige pludselig skulle til at finde ud af at vores nogens mor. Husker stadig fornemmelse af at være en lille smule uartig, da vi tog ham med hjem fra fødeklinikken, helt uden en voksen… og jeg husker også fint gråden der kom væltende, første gang jeg var alene hjemme med ham, fordi hvad nu hvis. Hvad nu for eksempel hvis han blev indkaldt som soldat, og der udbrød krig, og så døde han? Var der måske lige nogen, der havde tænkt over dét???
Fødselsdagen var (heldigvis) langt mindre dramatisk. Bare en dejlig dag, med masser af glade minder, glade smil, og glade mennesker. Min glæde var dog, uden at jeg ved hvorfor, stemt en smule i mol. Et stille vemod som bagtæppe til alt det herlige. Måske var det på grund af årene der svandt så rask; måske fordi jeg udmærket ved, at tiden med ham kun er til låns, og at han lige om lidt drager til det store, grimme udland igen… Jeg er ikke sikker, men valgte at favne sørgmodet, og lade det få sin plads sammen med det livsalige.
Vi havde den nærmeste familie til grillaften (indendørs, for vejret gad ikke fejre med os), og afsluttede med en helt særlig kage. Min baby har arvet min raffinerede smag, og sætter således umådelig stor pris på studenterbrød – så studenterbrødskage blev det, for dét kan man ikke få i det der udland, som hele tiden trækker sådan.
Noget af det allerfineste ved dagen var at nyde, hvordan slægt skal følge slægters gang. At se min baby med sin baby er stort. Det er hjertevarmende og dejligt på flere måder, end jeg overhovedet kan overkomme at opregne. Jeg nyder det bare!
Og nu er vi så her, ham min elskede barnefader og jeg, i vores skønne Loveshack, hvor vi spiser reste-kage og bygger gæsteværelse og nyder sommersolen. For dét er også godt.
Til lykke med jeres søn! Jeg kender sagtens følelsen af glæde blandet med vemod ved sådan nogle lejligheder. Jeg tror at det – for mit vedkommende, i hvert fald – skyldes alt det tabte. Det er jo naturligt og godt at vores børn ikke længere hygger sig med at se Disneysjov sammen med os fredag aften, og at vi ikke længere har huset fuldt af deres legekammerater. Det er lige som det skal være. Og vi har fået noget andet til gengæld. Men det er jo også noget dejligt der er tabt. Og deraf følelsen af vemod. Tror jeg.
Kh Nana
Jeg tror du har ret! For det ER jo godt og sundt, at tingene er forandret med årene – men derfor kan man jo godt savne den forgangne tids lykkestunder.
Hjertelig tillykke med din søn!
Hvor er det et godt billede af jer sammen. Man kan virkelig se den kærlighed I har til hinanden.
Og hvor kan jeg genkende din følelse af både stolthed og vemod.
For tiden går så stærkt og hvor blev alle årene af og de små barnearme omkring halsen, når man som mor var den bedste i verden.
Men samtidig stoltheden over hvad de er blevet til og at de klarer sig så fint 🙂
Heldigvis holder kærligheden aldrig op, når vi passer godt på hinanden
Kh Vibeke
Åh ja, de små barnearme om halsen… og de fedtede kys, og en lille varm unge, der sniger sig ind i sengen om natten <3
Det var gode tider med småbørn - men stoltheden og glæden ved store børn er også vidunderlig, og - som du siger: kærligheden holder aldrig op, når vi passer godt på hinanden. Det er rart at tænke på.
Tillykke med ham – sikke et dejligt far/søn billede!