Normalt er jeg et godt og omgængeligt menneske, som nærmest altid kan finde en ja-hat at udsmykke mig med, og som er rar ved andre – men som alle andre store karakterer har jeg naturligvis også mit kryptonit. Jeg tåler ikke alkohol *, og er virkelig dårlig til at gå opad. Placer mig på en overflade med mere end 20 % stigning, og forvent at jeg bevæger mig op ved egen hjælp, så skal du bare se løjer… Jeg har egentlig altid godt vidst det, men på vores nylige vandretur i Cinque Terre blev det da for alvor fastslået: Jeg tåler ikke stejle stigninger. Jeg bliver sur. Som en citron. Heldigvis bliver jeg hurtigt god igen 🙂
Hver sommer plejer vi at tage et par dage til Cinque Terre; en bedårende lille nationalpark nede ved Middelhavet. Områdets største attraktion er de fem små, farverige byer, som klynger sig stædigt til den forrevne klippekyst. Specielt Manarola har vundet vores hjerter, og det er ofte der, vi vælger at bo, selvom det selvfølgelig ikke er særlig pænt gjort (eller specielt nemt, for den sags skyld!) at udvælge sig favoritter på den måde.
I Cinque Terre finder man ikke noget hektisk natteliv, men til gengæld masser af små, fine strande, de smukkeste byer, der breder sig i de skønneste farver på en helt betagende kystlinje – og hundredevis af vandrestier, som vi skal udforske i år.
Det kan være rigtig vanskeligt at have bil med i Cinque Terre. Vejene er små, bugtede, og af og til decideret farlige at køre på, som vi for eksempel måtte sande i 2012, hvor vi besøgte parken efter et voldsomt mudderskred i vinteren 2011. Visse steder bestod vejen kun af et frithængende, hærget asfaltlag, som klamrede sig til klippesiderne… ikke nogen fest at køre på.
Faktisk er det en langt bedre ide at efterlade bilen i La Spezia og tage toget ind i nationalparken, hvilket da også er, hvad vi har gjort i år. Der er alligevel ikke meget at bruge en bil til, når først man er inde i området, for den må ikke komme med ind i byerne, og de omgivende parkeringspladser fyldes op hurtigere end man kan nå at sige “frokost”.
Hvis man vil vandre i nationalparken, kan det klart anbefales at man investerer i et detaljeret kort over området, og at man hele tiden holder sig orienteret om hver enkelt rutes aktuelle tilstand. Kort kan købes i alle parkens Centri di Accoglienza (velkomstcentre), som findes i alle de fem byer, og på togstationen i La Spezia. Det er i øvrigt også her, man kan købe adgangskort til nationalparkens vandreruter, og partoutkort til toget og shuttlebusserne; noget jeg helt klart vil anbefale frem for at man skal stå i kø hver eneste gang for at købe billetter. Nationalparken er nemlig meget besøgt, og nede i byerne er der temmelig mange mennesker.
Vi startede med at tage toget ind til Riomaggiore, den første af de fem byer, man møder på sin vej ind i Cinque Terre fra La Spezia. Byen er bedårende. Selvfølgelig er den bedårende, ellers fik den formentlig slet ikke lov at ligge i Cinque Terre, hvor alt er smukt. Jeg blev faktisk ind imellem lidt bekymret for, om de høje æstetiske standarder også omfattede personer på besøg, i hvilket tilfælde jeg hurtigt kunne have fået et problem i mit svedige (og ikke svedige på den fede måde!!) hiker-gear. Det lader heldigvis til, at det først og fremmest er bygninger, der absolut skal være iøjnefaldende smukke for at få lov at være her.
Riomaggiore er opdelt i tre bittesmå dele: den gamle bydel, togstationen, og kajen, hvor der også er en lille strand. Fra togstationen udgår Via Dell’Amore (Kærlighedsstien), som uden tvivl er den mest berømte – og besøgte! – af alle de mange hundrede kilometer vandrestier i området. Det er den korteste og nemmeste sti at vandre: 900 meter er der til Manarola, og man kan snildt komme igennem på 15 minutter. Det er der nu ingen grund til, for det er meget sjovere at give sig god tid til at nyde den smukke udsigt undervejs, og måske snige sig til et kys eller to…
Desværre er Via Dell’Amore lukket for tiden (åbner formentlig ikke før foråret 2019), så den måtte vi nøjes med at mindes. I stedet satte vi ud på The Riomaggiore Ring, en 3 km lang sti som leder rundt langs kysten, op til Montenero Sanctuary, og tilbage til Riomaggiore. Turen er sammensat af to ruter: #3 og #3a, og det kan klart anbefales at tage den rundt i retning mod uret. Så starter den nemlig noget så festligt, med 1 hel kilometer fuld af høje, stejle trappetrin… og jeg mener det faktisk alvorligt, for de trin kan ikke være nogen fest at bevæge sig ned ad!
Efter en lækker frokost i Riomaggiore ville vi jo allerhelst have fortsat til fods mod Manarola, men det er ikke kun Via dell’Amore der er lukket i år – den alternative sti #531, der ellers forbinder de to byer lidt højere oppe fra kysten, er også spærret. Note til Cinque Terre-vandrere: Det er altid en god ide at tjekke de forskellige vandrerutes aktuelle tilstand på https://www.incinqueterre.com/en/trails-advice. Siden opdateres konstant, og viser hvilke af stierne, der er lukket.
Hvis man vil gå mellem Riomaggiore og Manarola for tiden, må man ud på en temmelig lang bjergtur, og det var nogen af os ganske enkelt ikke indstillet på (se indledningen). Derfor hoppede vi på toget, og kørte til Corniglia i stedet.
Corniglia er virkelig en perle. Den udmærker sig ved at være den mindste af byerne herinde, og samtidig den højest beliggende. Som den eneste af de ‘Fem Lande’ ligger den ikke helt ude ved havet, men oppe på en klippetop. Det gør den vanskelig at nå, men giver samtidig de mest bjergtagende udsyn, så den må man ikke snyde sig selv for. Ekstra bonus: den lidt afsides beliggenhed gør at den er langt mindre proppet end de øvrige fire byer! Hvis ikke man orker at traske op ad bjerget, kan man altid hoppe på en shuttlebus, som holder lige udenfor stationen.
Festligt nok, så er kystruten mellem Corniglia og Manarola også lukket i år, men heldigvis går der en fin rute lidt oppe i bjergene, som jeg slet ikke kan anbefale nok. Man tager rute #587 inde fra Corniglia, og følger den indtil man møder #586, som leder til Volastra. Volastra er en lille landsby, hvorfra man følger rute #506 som går rundt langs bjergsiden i udkanten af de velpassede vinmarker, med den mest fantastiske udsigt over havet, bjergene, de terrasseopbyggede vinmarker, og byerne Manarola og Corniglia.
Vi stoppede for natten i Manarola. Vi boede på Hotel Ca’ d’Andrean, hvor vi har boet før, og det var ligeså fint denne gang som sidst. Skønt var det at komme ud af det støvede og beskidte vandretøj, få et bad, og trække i en frisk t-shirt, inden vi begav os ud i byen. Ultimativ hiker-luksus: rent tøj! – og på denne tur kunne det lade sig gøre, fordi vi hverken skulle slæbe overnatnings- eller madlavningsgear. Slet ikke så ilde endda.
* Giv mig mere end tre farvestålende drinks (gerne med paraplyer!), og jeg forvandler mig til en savlende, højtråbende bodega-Torben, som sidder sådan lidt dum-lummert og grynter ting som “Træk i min finger” og “Det sagde hun også i går” – voldsomt morsomt… For mig selv, forstås. Indtil næste morgen, hvor jeg endnu en gang må sande, at jeg ikke tåler alkohol.
