Uha, det er godt at være tilbage! Vi har ikke været her siden februar, og jeg havde helt glemt, hvor stærkt mit hjerte slår for denne her dejlige, lille ø. Vejret er (selvfølgelig) helt forrygende, så mine dage skal gå med at suge så meget sol og varme til mig som på nogen måde muligt. Tænker at det er fornuftigt at samle mig et godt forråd, inden turen atter går hjem igen.
Noget af det allerskønneste ved Mallorca er de mange små bugter. Kysten er så smuk, at man næsten helt mister pusten – det azurblå hav og de rå klipper spiller så fint op til hinanden, og med en smule held kan man nærmest altid finde en uforstyrret plet. Udenfor højsæsonen, forstås.
Jeg kender virkelig mange skønne måder at spilde tiden på. En af de øverste på min liste, er at hænge ud på torvet i Capdepera en sen aften – læne sig tilbage i stolen og spise Mallorcas bedste pizza, mens man nyder menneskemylderet og mørket der falder på.
Åh altså, Mallorca om foråret, når øen er næsten grøn… og Mallorca om efteråret, når sommeren bare strækker sig tilsyneladende uendelig foran én. Mallorca om vinteren, når en regnbyge er det værste der kan ske – og når man kan spise sin morgenmad nytårsaften ude på terrassen. Og okay, også en lille smule Mallorca om sommeren, når solen steger, så heden sitrer over gaderne, og alle turisterne rammer kogepunktet. Bare Mallorca.
Det så helt vidunderlig ut. Jeg har vært flere ganger på Mallorca og kjørt bil over store deler og det er en vakker, vakker øy.
Det er det! Der er noget helt særligt over det forrevne, solsvedne landskab ❤️