Mini guide til Rom, del I

Som lovet kommer der her på bloggen, i dag og i morgen, en mini guide til Rom. I dag får I mine generelle tips til yndlingsbyen, og i morgen følger så mit forslag til, hvad jeg synes man skal prioritere, hvis kun man har nogle få dage dernede.

guide til rom

Allerførst skal man jo dertil, og det kan man komme ret billigt. Især hvis man bestiller i god tid, er lidt fleksibel på datoerne, og måske oven i købet kan flyve midt på ugen. Jeg vil dog godt lige knytte et par advarende ord til de billige billetter: Vær opmærksom på, at dine flytider kan blive ændret med ganske kort varsel, og at afgangen endda kan blive helt aflyst. Vi måtte købe (dyre) sidsteøjebliksbilletter, fordi Ryan Air besluttede at aflyse vores afgang to dage før vi skulle afsted…

Momondo virker ganske tillokkende, når man søger billige flybilletter, men her er det meget vigtigt at holde sig for øje, at Momondo kun er en søgemaskine, og at du typisk vil få ret mange søgeresultater fra en af type rejsebureauer, som du ikke ønsker at give dine penge til (fup-foretagender, slet og ret). Det er ofte en bedre ide at søge direkte på flyselskabernes hjemmesider, også selvom det måske umiddelbart ser dyrere ud. I den sidste ende får du et mere pålideligt resultat, til nøjagtig samme pris som Momondo praler med (men sjældent leverer).

Transport til og fra lufthavnen kan enten foregå med tog/bus, med taxa, eller med forudbestilt transferservice. Jeg anbefaler en af de to sidste muligheder, for det er ikke sjovt at bakse bagage gennem offentlig trafik i en travl storby. Der er fast pris på taxature til/fra begge Roms lufthavne. De er tydeligt markeret på taxaernes døre (i øjeblikket 48 € til/fra Fiumicino, og 30 € til/fra Ciampino), men hårdnakkede rygter vil vide, at der kan være en del problemer med at få dem til at overholde denne pris. Det problem er du helt ude over, hvis du benytter en forudbestilt transferservice – og de koster typisk det samme som taxaer. Til gengæld er dette et område, hvor Über er den dyrere løsning.

Med hensyn til overnatning, så vil jeg klart anbefale AirBnB. Hoteller i Rom er som regel enten meget dyre, eller også ligger de lidt trist. Med AirBnB får du perfekt beliggenhed til samme pris, som du skulle have givet for et hotel omkring Terminus – og har man kun få dage, er det altså sjovere at bruge dem midt i smørhullet, så at sige.

guide til rom

guide til rom

Denne gang havde vi været mere end heldige. Vi kunne ikke have fået bedre beliggenhed; lige bag Pantheon, ved en af mine yndlingspletter i Rom, nemlig Berninis charmerende lille elefant på Piazza Minerva. Lejligheden selv var super lækker, med to store værelser, et hyggeligt spisekøkken, og en bedårende udsigt over byens tage.

guide til rom

Jeg vil også anbefale at du enten downloader Übers app, eller lejer cykler til at komme omkring. Der er offentlig transport i Rom, men igen; har man kun et par dage til sin rådighed, er det ærgreligt at spendere dem i tog og busser. Taxaer kan som udgangspunkt ikke prajes på gaden, men Über fungerer altså fint dernede. Har du imidlertid mod på at cykle rundt i byen, er det endnu bedre. Roms seværdigheder falder lidt i klumper, og man kommer hurtigt til at gå rigtig meget, hvis man skal trave fra den ene til den anden. På en cykel kommer man lynhurtigt omkring, og man får set en masse undervejs. Du kan leje cykler mange forskellige steder i kvarteret omkring Piazza Navona, Campo dei Fiori og Pantheon, og hvis du er bare en lille smule heldig, er der også el-cykler. For ja, det er fint at bevæge sig – men Rom er altså bygget på syv høje, og det kan meget hurtigt blive lige lidt til den strenge side. Trafikken virker måske ved første øjekast overvældende, men dels er der stort set altid kø, dels passer alle på hinanden, og så er det rimeligt nemt at passe på sig selv. Den største fare er faktisk fodgængere, som nemt fortaber sig i Roms skønhed, og slet ikke husker at se sig for.

Når det kommer til den egentlige sightseeing, er mit forslag at man på forhånd laver sig en prioriteret liste over ting, man gerne vil se. Og med prioriteret liste mener jeg ikke en udtømmende liste over alt hvad Rom kan byde på! Det er langt bedre at udvælge sig det, man allerhelst vil se, og så have lidt godbidder i baghånden, til hvis tiden tillader ekstra udskejelser.

Selv har jeg tre absolutte favoritter i Rom, som jeg skal besøge hver eneste gang jeg er der.

guide til rom

Berninis elefant

Bare noget af det mest nuttede, og en værdig repræsentant for byens lange historie, som den står der i al sin barokke pragt med en ældgammel obelisk på ryggen. Det hævdes at den, på grund af en beklagelig mangel på elefanter, er modelleret over en gris, og at den bevidst vender rumpen op mod vinduerne til en familie som virkelig irriterede Bernini.

Om det sandt, skal jeg ikke kunne sige, men sjovt er det at finde grisetræk ved den lille charmetrold. Obelisken på ryggen dukkede op, da man på et tidspunkt skulle udgrave til et nyt fundament til kirken Santa Maria Sopra Minerva, og hvad var vel mere nærliggende end at bruge fundet på den nye statue 😉

guide til rom

Largo di Torre Argentina

Midt på en befærdet gade ligger der pludselig en samling ruiner, lidt forsænket, og afgrænset af en lav mur. Det er resterne af fire templer, som blev fundet under et byggeri i 20’erne, og nu er bevaret. Stedet er en del af Pompejus teater, hvor det romerske senat en overgang holdt deres møder, og hvor Julius Cæsar blev myrdet. Helt præcist skete det formentlig i nærheden af de grove, hvide sten der står oppe på fortovet, på anlæggets østlige side.

Og det er jo alt sammen vældig fint, men ikke grunden til, at det er et af mine yndlingssteder. Historiens vingesus mærker man jo sådan set overalt i Rom – men det er ikke fortiden, der gør dette sted særligt, men derimod nutiden. Stedet er nemlig blevet til en kattekoloni. Mere end 200 katte menes at bo her, og de bliver passet af den nærliggende kattepension, som holder dem friske og sunde. Jeg kan tilbringe ganske lang tid med at spotte de små labaner rundt omkring, kæle med dem der kommer op til mig, og nyde synet af total afslapning og nydelse, når de slænger sig på de solvarme sten.

guide til rom

Fontana di Trevi

Endelig må jeg, hver eneste gang jeg er i byen, til Trevi fontænen. Jeg kaster troligt en mønt over skulderen  hver gang, og indtil videre har det virket: Jeg vender tilbage igen og igen. Det er jeg ikke den eneste, der gør – kaster en mønt i springvandet. Bare sidste år blev der fisket 1,4 millioner euro op af det smukke, grønne vand, og de går alle til velgørende formål.

En eller anden dag hopper jeg måske også i vandet, for hvorfor skulle Anita Ekberg vel være den eneste? Det vil garanteret vække opmærksomhed, for her er altid sort af mennesker, dag og nat. Området er et eldorado for romantikere, turister, gadesælgere og lommetyve, og her er altid gang i den, og det er altid med fontænens brusen som baggrund. Trevi kan nemlig høres, før den kan ses. Og nå ja – så har den for nylig gennemgået en grundig restaurering, som modehuset Fendi har betalt (tak for det!), så man nu virkelig kan nyde alle de fantastiske detaljer.

 

Hvis jeg skulle springe noget over, ville det helt klart være Peterskirken. Den, og hele Vatikan-staten, er så mægtig og overvældende, at man nemt kunne bruge en hel ferie bare dér – men noget der er endnu mægtigere og endnu mere overvældende, er køerne. Og så er det altså bare en kirke, og dem er der mange af i Rom. Virkelig mange.

Hvad er mon jeres yndlingssteder i Rom?

 

Måske vil du også læse...

6 Comments

  1. Skøn by – skønne billeder. Glæder mig til del ll 🙂

    1. Tak! Det er virkelig nemt at tage gode billeder i Rom – den by er bare så smuk 🙂

  2. Altså med de fine billeder og anbefalinger glæder jeg mig nu endnu mere til at holde jul i Rom i år. Det er efterhånden mange år siden jeg sidst besøgte Rom, og jeg glæder mig til at vise mine unger Forum Romanum, Pantheon, piazza navona, de flotte fontæner, pladser & selvfølgelig Colosseum og så bare nyde at gå rundt i de hyggelige gader (og spise masser af god mad) og så har jeg aldrig besøgt engelsborg, så det overvejes også – har du været der?

    1. Uh, jul i Rom lyder vidunderligt! Børn plejer at elske katakomberne og den nærliggende kirkegård – i hvert fald hvis de kan lide katte. Vidste slet ikke at Engelsborg havde et dansk navn – hvor sjovt! Har ikke været der siden mine unger var helt små, men da var det et hit 🙂

  3. Det lille, men travle torv ved Piazza Barberini. Bare sidde og kigge på springvandet, mennesker og nyde en kaffe og kage på de omliggende caféer. Det har jeg gjort begge gange, jeg var i Rom (og selvfølgelig også Trevi). Kh. Birgitte

    1. Åh, det lyder godt. Måske jeg må indføre en ny tradition – for det er helt sikkert et charmerende sted. Er i det hele taget vild med det kvarter, og der er bare så meget at kigge på!

Comments are closed.