Mini-guide: Vandring på Bornholm

Som jeg kort nævnte forleden, er vi i øjeblikket på Bornholm. Vi er på vandretur, og naturligvis kunne vi ikke følge den slagne vej… Den er ellers oplagt: Tilbage i midten af 1800-tallet var min oldefar med til at anlægge en redningssti rundt langs Bornholms kyster. Når man går på stien i dag, er det i mindre grad for at advare skibe der kommer for tæt på den forræderiske Bornholmske skærgård, men snarere for at nyde en vidunderlig tur øen rundt.

Selvfølgelig ville vi også gerne følge redningsstien rundt – men vi gider simpelthen ikke gå stykket fra Balka og nærmest hele vejen til Boderne, fordi man der går på selve stranden. Vi orker ganske enkelt ikke at sparke os frem mellem glade badegæster og isindsmurte børn, med vandresko, rygsæk og tryllebør.

Derfor har vi i stedet lagt en rute på tværs af øen, fra Rønne ind gennem Almindingen og Paradisbakkerne, og ud til Årsdale. Herfra vil vi så følge oldefars sti hele vejen op omkring Hammerknuden og tilbage til Rønne.

Lørdag morgen (som i tidlig morgen, med afgang fra stationen kl. 5.37) tog vi toget til Ystad, og derfra færgen til Rønne. Vel ankommet i Rønne forlod vi straks den ellers top charmerende by (den må pænt vente et par dage, til vi vender tilbage til den igen), og begav os mod Almindingen.

Almindingen var tidligere et fælles afgræsningsareal midt på øen – heraf navnet: Almindingen betyder ‘alle mands’ på gammelt dansk – som i dag er Danmarks tredjestørste skov. Den er især kendt for attraktionerne Ekkodalen, Rytterknægten, Lilleborg, Gamleborg og Rokkestenen (man må bøje sig i støvet for bornholmernes evne til at navngive enhver sprække, sten eller bakke, og på den måde lade os forstå, at ethvert sted bærer sin egen vigtighed i sig), men skoven er faktisk også en oplevelse i sig selv.

Jeg havde lagt en rute som gik over Rytterknægten, og det var der en god grund til. Det handlede om en vandpost, men sådan en er der jo også ved Ekkodalen, mindede jeg småbandende mig selv om, da vi asede os op ad bakken. Til gengæld, blev vi enige om, ville vi ikke fortsætte fra Rytterknægten over i Ekkodalen, men bare sætte kursen direkte mod Paradisbakkerne. Vi gik endda og skiftedes til at råbe “Hvad drikker Møller?” og “Øller, øller, øller”, bare så vi ikke blev snydt for oplevelsen. Undskyld til jer, der var derude. Det var en slags hiker’s high, tænker jeg.

Og så kom vi minsandten over Ekkodalen alligevel. Lidt en blanding af nostalgi, beslutsomhed og manglende stedsans – fint var det under alle omstændigheder, og vi fik endda is derinde. Så er alt jo godt.

I alt gik vi 33 km gennem skoven, indtil vi gjorde det, som vi efterhånden er blevet rigtig dygtige til: smed os udmattede i skovbunden på ganske ureglementeret vis, aka stealth camping. Vi brugte timerne om bålet med dels at proppe os med den lækreste karryret (sult er den bedste kok!), dels at pleje mine ømme poter. Altid festligt med nye sko, jo 🙂

Søndag morgen vågnede vi tidligt. Det gør vi for så vidt altid, når vi er ude, og det kan muligvis have noget at gøre med, at hiker’s midnight typisk indtræffer mellem 21 og 22. Vi var i hvert fald oppe med fuglene, bagte pandekager og stegte bacon, og havde alt pakket sammen og var klar til at rømme lejren allerede omkring kl. 9.

Dagsmarchen gik via Paradisbakkerne ud til kysten, hvor vi satsede på at ramme Svaneke så tilpas tidligt, at vi kunne nå at nyde den skønne by, inden udmattelsen for alvor satte ind.

Svaneke har en helt særlig plads i mit hjerte. Byen er fyldt til randen med minder fra både min egen og mine ungers barndom, og jeg vil til min dødsdag fastholde, at klipperne omkring Svaneke er noget ganske særligt.

Som en ekstra lille luksus havde jeg booket os ind på Siemsens Gård. Det er meget fint, alt det der med teltslagning, bål og tørret mad – men der er også meget godt at sige om et varmt brusebad, en stikkontakt og en blød madras, og det blev alt sammen sagt dén aften, efter en vidunderlig tur ud i Hullehavn, sydøst for Paradis. Eneste ridse i idyllen er, at Fili ikke er med. Vi var usikre på, om turen ville være for svær for hende, så hun er i mange trygge hænder derhjemme – men vi savner hende.

I dag går turen nordpå, med første stop i Sandkås. Ifølge trackeren har vi allerede 61 km i skoene, men jeg er helt sikker på, at turen i dag bliver mere smuk end smertefuld 🙂

Red: Dette er første del af en serie om vandring på Bornholm – læs videre om turen fra Svaneke til Sandkås, og turen over Hammerknuden til Rønne.