Små tips til Rom

Lige en hurtig hilsen sydfra, hvor jeg nyder et par dages forår i det gigantiske udendørs museum, som er Rom. Jeg har min svigerdatter som aldrig før set Rom med mig, og der er altså noget helt særligt ved at se Den Evige Stad gennem helt friske øjne. Rom fanger én på en ganske vidunderlig måde, når det er allerførste gang.

Tips til Rom

Byen bliver som splinterny igen – altså ‘ny’ på den ældgamle måde, men I ved forhåbentlig, hvad jeg mener… Hendes begejstring vækker min ærefrygt over at stå her, hvor historiens vingesus piber én om ørerne, og jeg er endnu engang bjergtaget. For det er jo ganske særligt. Vi er enormt heldige at leve på lige præcis dette tidspunkt, hvor de gamle monumenter og ruiner står endnu, og hvor vi har fri adgang til dem.

Tips til Rom

Vi traver rundt og tager det hele til os. Alle mine små yndlinge, alle de store seværdigheder – det hele vil vi gerne. Men vi sorterer også med hård hånd, for det allervigtigste man kan gøre i Rom, er at tage sig god tid. At ræse ambitiøst fra det ene til det andet for at nå det hele er ikke bare umuligt, men også umådeligt uromersk. Det er simplethen ikke fair, for Rom er en by, som kræver tid. Den kræver at man tager sig tid til at falde i svime; tid til omtanke og tid til bare at tage sig tid. For gør man det, opdager man, at tiden står stille i Rom.

Tips til RomTips til Rom

Selvfølgelig er det vigtigt at se Colloseum, Forum Romanum, Peterskirken, Den Spanske Trappe, Pantheom og Trevi Fontænen – men det er endnu vigtigere at sidde på kanten af en lille fordringsløs fontæne, lytte til vandets klukken og spise gelato. Det er vigtigt at fare lidt vild, og opdage et lille hus, hvor det oprindelige fundament titter frem en halv meter over gadeplan (som for eksempel på Piazza Capo di Ferro 13). At sidde længe over maden i Trastevere, at kigge på mennesker, og at hænge ud i eddikebryggernes gamle gård. I Rom findes helheden nemlig allerbedst i detaljen – hele byen er i den enkelte, lille sten, hvis bare du tager dig tid til at kigge efter.

Tips til Rom

Lige netop eddikebryggernes gård i Via del Pellegrino ser vi meget til denne gang, fordi vi er så heldige at bo her. Og det er vel nok et af de bedste steder, man kan bo i Rom: tæt på alle de store seværdigheder, lige om rundt om hjørnet fra Campo dei Fiore, og bare et stenkast fra Trasteveres magiske spisekammer.

Jeg har i øvrigt lige et lille ekstra tip til Rom. Tidligere har jeg jo nævnt hvordan man kan forudbestille billetter til Colloseum – og det kan man faktisk også til Peterskirken. Hvis man bestiller billetter i forvejen, springer man den trælse kø til sikkerhedskontrollen over, og kan gå direkte ind i kirken – men billetten kan ikke, under nogen omstændigheder, købes på stedet. Heller ikke af de allemest overbevisende gadesælgere. Den skal købes på forhånd. men så er den også god at have 😉

Måske vil du også læse...

5 Comments

  1. Fortsat god fornøjelse i Rom. Jeg elsker Rom. Kh. Birgitte

    1. Tak, Birgitte! Det er en mageløs by ❤️

  2. Signe Ryberg says:

    Hej Pia,
    Det ser mega hyggeligt ud. Er ved at skulle booke en tur med min mor til Rom også. Er der et hotel du kan anbefale?
    Kh Signe

    1. Så hyggeligt med mor/datter-tur til Rom!!
      Jeg bor altid på AirBnB – du får en masse god beliggenhed for en god pris. Selv foretrækker jeg området omkring Campo de’ Fiori, fordi det er livligt, charmerende og tæt på alt.
      AirBnB fungerer virkelig godt og professionelt hernede, og typisk kan de også arrangere transport til og fra lufthavnen.

  3. […] dejlige uge har selvfølgelig først og fremmest handlet om Rom. Byen, forstås – jeg har ikke slået mig på flasken! Svigerdatteren og jeg havde en helt […]

Comments are closed.