Mørket i Hill House, af Shirley Jackson

Mørket i Hill House er faktisk overhovedet ikke nogen nyhed. Bogen er skrevet i 1959, men er først oversat til dansk nu. Og det er vel nok fint – altså at den er blevet oversat, ikke at det tog så lang tid! Den anses med rette for at være en af det 20. århundredes bedste gyserromaner, og har afstedkommet hele to filmatiseringer og en nu også en Netflix-serie.

Vi følger fire mennesker, som samles i Hill House på foranledning af den hyggelige professor Montague. De ankommer med hver deres grunde til at deltage i et eksperiment. Et eksperiment som skal vise, hvordan (ikke om) det overnaturlige fungerer – og som kommer til at ændre deres bevidsthed for evigt.

Eleanor er for så vidt en slags hovedperson, og hendes frigørelseshistorie er et bærende tema. Hun udfolder sig bogen igennem, og nyder rejsen til frihed og selvstændighed efter mange år som den selvopofrende datter og søster – men der sker også noget andet med hende. For hvor kommer vreden fra; hvorfor insisterer huset på, at hun skal hjælpes hjem, og hvis hånd er det, hun holder?

Imidlertid er det huset der er den egentlige hovedperson. Det Onde Hus. Huset som karakter, og som aktivt handlende i historien. Det er jo en historie som er set flere gange, men den fungerer. Den fanger læseren i en krybende uhygge ved en ansigtsløs modstander, fuldkommen som i filmen The Shining, hvor hotellet Overlook overtager den fallerede forfatters vilje og personlighed (mesterligt spillet af Jack Nicholson).

Hill House markerer fra starten sit potentiale, men husets egentlige magt udfolder sig pinefuldt langsomt gennem bogen, som kræver fuldkommen opmærksomhed fra sin læser. Hurtigt går vi fra ubestemmeligt ubehag over egentlige magtdemonstrationer til ren rædsel, og på intet tidspunkt er det muligt at lægge den fra sig. Fuldkommen som det ikke er muligt for de besøgende at forlade huset, kan man som læser ikke forlade dets historie.

mørket i hill house

Jeg gør opmærksom på, at bogen er modtaget som et anmeldereksemplar fra Forlaget Alhambra.

Det der gør bogen rigtig interessant, er dels dens kombination af snigende, psykologisk uhygge og paranormale brag, dels selve det skrækindjagende i, at det vi ellers opfatter som trygt: hjemmet, pludselig bliver skræmmende. Selvom Hill House aldrig præsenteres som Hjemmets Trygge Arne, så er det dog et hus. Et sted, hvor menneskene kan søge tilflugt mod elementernes rasen. Og er der vel noget mere uhyggeligt, end når trygheden pludselig bliver ultimativt utryg?

Måske vil du også læse...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.