Lad det være sagt med det samme – jeg elsker bøger med hovedpersoner, som jeg kan både elske og hade på én gang. Det gør bogen så meget mere engagerende, når hovedpersonen har mange facetter, og viser flere sider af sig selv.
Og netop sådan en bog er Mrs. Bridge af Evan S. Connell, udgivet på Forlaget Olga. På mange måder er Mrs. Bridge et afskyeligt, geskæftigt fruentimmer, som trækker alle sine mange neuroser ned over andre menneskers ellers udmærkede og interessante liv – og samtidig er hun en skrøbelig, omsorgsfuld og uendeligt kærlig og kærlighedshungrende kvinde, som man får helt ondt i hjertet af.
Bogen regnes for en af det 20. århundredes store romaner i USA, men er stort set ukendt herhjemme. Det er en skam, for den fine fortællemåde, hvor bogens karakterer kommer til at stå vibrerende livagtigt gennem korte, skarpt opridsede øjebliksbilleder, passer fint ind i vores danske underfundighed. Jeg kan vældig godt lide store romaner som er små og fine. Jeg holder af at få lov til selv at lære karaktererne at kende, uden at en forfatter først har tygget dem igennem for mig. Derfor er jeg glad for eksempelvis Helle Helle og Christian Kampmanns bøger, hvor man bliver præsenteret for personerne gennem et indblik i deres liv, uden at deres indre dissekeres og blotlægges i alle detaljer.
Mrs. Bridge lærer vi at kende gennem en række korte kapitler som, skønt de er ordnet kronologisk, ikke præsenterer sig som en egentlig fortsat fortælling. Bogen er en samling af små vignetter, som tilsammen udgør et kalejdoskopisk portræt af en veg og usikker kvinde, der famler sig frem. De små fortællinger giver os enkeltstående glimt af hendes liv, og ingen bilder os ind, at vi ved alt om hende. Vi ser hvordan hun reagerer i specifikke situationer, og udfra disse reaktioner og valg kan vi så danne os et billede af hende.
Mit billede er af en lidt knudret kvinde, som på én gang er vanvittigt irriterende i sin konstante trang til at strømline og ensrette hele familien, fordi det ultra konforme (det der nærmest er så konformt, at det i sig selv gør det enestående) er det eneste virkelig trygge – og samtidig er så elskelig, elskende og elsk-værdig, at jeg nærmest fik lyst til at række ind i bogens sider og trække hende ud til et stort knus.
Det er svært at være Mrs. Bridge. Hun bedømmer alt og alle omkring sig efter en benhård målestok, og er derfor konstant bekymret over andres dom over hende. Hendes målestok – som ikke engang er hendes egen, men ureflekteret overtaget fra familie og samfund – er med til at gøre hende ensom, og hun formår ikke at række ud; hun kan ikke bringe sig selv til at tilbyde det, hun har i så rigt mål, og som andre sagtens kunne bruge. Altid står hendes målestok imellem hende og lykken.
Det kommer næppe som den store overraskelse, at et menneske som er på én gang kærlighedshungrende og kontrollerende, har en smule vanskeligheder med sine relationer. Venner og bekendte holdes på arms længde, ude i det offentlige livs mange uskrevne reglers sikkerhed. Dem der prøver at bryde gennem disse grænser, både bekymrer og fascinerer Mrs. Bridge, men ingen har held til at lirke masken af hende.
Forholdet til familiens tre børn er, for nu at vælge et uforpligtende udtryk, kompliceret. Mens jeg sad og læste, svingede jeg mellem at have ondt af henholdsvis Mrs. Bridge og hendes børn. Da jeg lagde bogen fra mig, var det med en tristhed på alles vegne, over alle de spildte muligheder. Hun forsøger, uvidende, men vedholdende og med stor præcision, at drive børnene ud over vanviddets rand, med sin konstante insisteren på, at de da ikke ønsker at “være forskellig fra alle andre”. Da en af døtrene viser sig som en god, gudsfrygtig pige, der bruger kirken flittigt, glæder det Mrs. Bridges forvirrede hjerte, men da datteren ønsker at fordybe sin tro og slutte sig til en gruppe evangelister, forfærdes hun. Det er der jo ikke nogen af naboerne der gør. Hun løser dilemmaet på sin sædvanligt passivt agressive facon:
“Altså,” sagde hun, “det er selvfølgelig en vældig smuk ide. Jeg spekulerer bare på, om det er noget, du vil blive glad for. Lad os se, hvad din far siger.”
Hun undviger smukt alle åbne konflikter, men formår ikke desto mindre overraskende ofte at gennemtvinge sin vilje. At denne vilje så kun sjældent kommer hende selv (eller nogen som helst andre) til gode, er en anden snak.
Samtidig er hun, i andre situationer, komplet hjælpeløs overfor børnene. Hvis ikke en konflikt kan klares med sorgfuld skuffelse og en god portion skyldfølelse, er det hende der retter ind. Da den ældste datters sko er forsvundet inden en skolefest (fordi Mrs. Bridge har foræret de højst upassende sko til vaskekonen), forsøger Mrs. Bridge først at presse datteren til at bruge de fine, nye oxford-sko, som minsandten har været dyre nok – men da det ikke lykkes, lægger hun sig straks fladt på ryggen, blotter struben, og ender med at tilsidesætte sine egne planer for at køre ud og købe nye sko. Uden datteren, som skal noget andet. Og lover så i øvrigt at aflevere skoene på skolens kontor, så ingen ser hende komme med dem.
Der tegner sig et billede af en kvinde der er hjælpeløs overfor sine børn, formentlig fordi hun for enhver pris vil undgå intimitet med dem, så der ikke er skabt en grundfølelse af samhørighed, hvorfra konflikter kan tages. Mrs. Bridge overhører på et tidspunkt en samtale mellem sin datter og dennes kæreste, hvor der bliver presset hårdt på, for at datteren skal overgive sig til et kys, og bliver spurgt om hun mon vil “være jomfru til evig tid”. Da bejleren er gået, kommer Mrs. Bridge frem, og taler lidt med sin datter:
“Er alt i orden, skat?”
“S’følig.”
“Var det hyggeligt?”
“Nogenlunde.”
“Det er fint,” sagde Mrs. Bridge fraværende, trak morgenkåben tættere sammen om sig, og satte kurs tilbage mod soveværelset.
“Mor?”
“Ja, min ven?”
“Vi er helt udgået for jordnøddesmør.”
“Åh, gudskelov!” hviskede Mrs. Bridge.
Ægteskabet med Mr. Bridge er ikke hverken det næreste eller varmeste forhold. Jeg har svært ved at finde ud af, om hun er komplet ligegyldig for sin altid fraværende mand, eller om han aktivt prøver at straffe hende, når han for eksempel beder hende om at vente med at besvime til efter gudstjenesten, eller tvinger hende til at blive siddende og se ham spise sin bøf, mens en tornado nærmer sig, og alle andre er gået i sikkerhed i stormkælderen. Og mens jeg skriver dette, opdager jeg en tredje mulighed: gad vide om han prøver at vække hende, at ruske liv i hende, og åbne livet for hende? Måske får jeg et svar på mit spørgsmål, når parallelbogen, Mr. Bridge, udkommer på dansk til foråret – jeg skal i hvert fald helt sikkert have fingrene i den!
Tak til Forlaget Olga for at give mig muligheden for at læse en dejlig bog, som jeg aldrig havde hørt om før. Jeg er fan 🙂