Efter nogle skønne dage sidste uge med målrettet ro og væren, kan jeg godt se, at jeg har sjusket med mit mentale velbefindende på det sidste. Det sker ind imellem, formentlig fordi jeg af natur er lidt en lalleglad Happy-go lucky-type, som ikke altid kan se travlheden for bar glæde. Jo heller ikke et alvorligt problem, det med at være for glad i låget til at opdage problemerne, men bare desværre ikke noget som er super holdbart. Livet gør jo, som livet gør. Det går op og ned, og hvis jeg ikke er vågen, når jeg ikke at opdage tristessen og travlheden snige sig ind på mig, før det har fået så godt fat, at det kræver en masse disciplin at komme på rette spor igen.
Derfor vil jeg trække et par gamle, velafprøvede numre op af hatten: små øvelser, eller måske snarere små pauser af nærvær, strakt ud over hele min hverdag.
1. Der er småbitte stræk, som jeg går flere gange hver dag; turen op ad trappen til første sal for eksempel. Hver gang jeg sætter foden på trappen, vil jeg rent faktisk være tilstede. Jeg vil nøjes med bare at gå. Ikke gå og tænke, eller gå og planlægge, eller gå og huske på. Bare gå.
2. Tandbørstning er helt oplagt at gøre til en nærværsøvelse. Det er noget jeg gør hver dag, flere gange endda, og det er noget som er nemt at samle sig om. Der er nemlig bunkevis af sanseindtryk at tage til sig, i stedet for bare at stå og småsove imens.
3. Endelig er madlavningen et oplagt bud på en aktivitet, der indbyder til nærvær. Faktisk er det en traditionel form for ’arbejdspraksis’ i et tempel, og kokken er den næsthøjest rangerende i templets fintunede hieraki, netop fordi han/hun nødvendigvis må have en meget stabil og sund meditationspraksis, for at kunne få madlavningen til at fungere. Madlavning er ikke en yndlingsaktivitet for mig, men når jeg lader den blive en del af min spirituelle praksis, bliver det pludselig interessant. At sætte mig selv til side, så jeg bliver ét med kniven der snitter, maden der koger og bordet der dækkes, gør underværker i en travl hverdag.
Noget helt andet er, at madlavning er en aktivitet som effektivt udrydder alle former for selvopslugt navlebeskuen i kategorien ”Nøøøj, så så man lige mig være mega mindful, mens jeg langsomt og super bevidst lader kniven glide gennem gulerødderne…”. Hvis ikke man rapper nallerne, skrider hele herligheden, maden bliver i bedste fald forsinket, i værste fald ødelagt, og alle bliver sure.
Jeg er jo ’opdraget’ i et traditionelt buddhistisk tempel, så jeg har lige fra starten lært, at nærvær (mindfulness, om man absolut vil, omend ordet er noget belastet) handler om at være tilstede i det man gør, så man kan løse enhver opgave hurtigt, præcist og korrekt. I et tempel er der ikke så meget blødsøden spørgen ind til de spirituelle aspekter af mig, mig, mig. Der er konkrete anvisninger, og man forventes udelukkende at spørge til ’hvordan’, ikke ’hvorfor’. ’Hvorfor’ skal man nok selv finde ud af hen ad vejen, og ens egne svar er så meget mere værdifulde end de færdige ideer man får præsenteret. Min lærer spurgte engang en nyankomen, om hun ville kunne sidde stille 1 ½ time gennem en ceremoni. Kvinden svarede, meget spirituelt, at hun ville gøre sit bedste. Sensei svarede, at det var han egentlig ikke interesseret i; han ville bare gerne vide, om hun kunne sidde stille.
Nu er det naturligvis ikke sådan, at jeg tænker at ureflekteret trallen sig igennem dagene er Det Onde Selv – jeg nyder at have dage, hvor jeg bare lader tingene ske, og slår ikke mig selv i hovedet over manglende nærvær. Problemet er bare, det ofte er en dårlig vane snarere end et overvejet valg, der leder mig den vej, og det er jeg træt af. Især fordi jeg ved at 1) mit mentale immunforsvar bliver svagere af det, og 2) jeg går en lidt rå tid i møde de næste måneder.
Derfor vil jeg igen tage disse tre små øvelser ind i min dagligdag. De tager ikke tid, og er ikke til besvær – og ikke desto mindre bliver jeg gang på gang overrasket af, hvor stor effekt de har. Det sværeste er at huske på dem, men det problem forsvinder af sig selv, så at sige. Med det øgede nærvær glemmer man dem ikke, men i starten kan det være en god hjælp at have et par små huskesedler hængende på de steder man har brug for det (i trappeopgangen, på spejlet i badeværelset og i køkkenet for eksempel).
Har I gode ideer til, hvordan man kan lære at leve med større nærvær?
