Den sjoveste bog, jeg nogensinde har læst, er I’ll take it af Paul Rudnick. Den er så latterkrampefremkaldende morsom, at jeg stadig kan tage mig selv i at grine højt når jeg åbner den, her godt ti år efter jeg første gang fik fat i bogen. Derfor er det jo ikke så mærkeligt, at jeg havde ret høje forventninger til den Paul Rudnick-bog, som jeg havde klikket hjem fra Amazon for nogen tid siden – men altså… Øv.
It’s all your fault stod slet ikke mål med I’ll take it, og det er ikke fair. Det er ikke fair for hverken bog eller forfatter, at jeg sammenligner så benhårdt med noget så sjældent som en absolut Y.N.D.L.I.N.G.S.B.O.G.
Dem er der jo, af naturlige årsager, forholdsvis få af, og det er faktisk ikke okay at bruge dem som målestok, når bare man vil underholdes på den lidt henkastede måde. Det kan It’s all your fault nemlig godt, og den hævder for så vidt heller ikke at kunne mere. Den lever med andre ord op til genren og sit omslag, og havde forfatteren været enhver anden end lige Paul Rudnick, havde jeg formentlig også følt mig udmærket underholdt. Men altså…
Har I også absolutte yndlingsbøger, af den slags der helt naturligt indtager førstepladsen på en af jeres læselister, og så bare forbliver der, år efter år? Hvor graciøst tackler I en skuffelse fra yndlingsbogens forfatter?
Jeg har spekuleret lidt over, hvilket stof yndlingsbøger er gjort af. Beder man folk om at nævne deres yndlingsbog, bliver de fleste (i hvert fald fuldblodslæseheste) lidt urolige. Det begynder med en flakken i øjnene, og kan hurtigt udvikle sig til noget nær panikangst – for hvordan skal man dog kunne vælge??? Et tilvalg indebærer jo uendeligt mange fravalg, og det er næsten umuligt at tænke på…
Når jeg begynder at se nærmere på mine egne yndlingsbøger, så har jeg altid glimrende grunde til at udpege netop mine yndlingsbøger som ‘yndlings’. For nogen af dem handler det om karaktererne i bøgerne – det er for eksempel tilfældet for mig med I’ll take it, hvor jeg finder Joe Reckler, og især hans mor og mostre, helt uimodståelige.
Men lige så ofte handler en ‘yndlings-status’ mere om de minder og særlige omstændigheder, der knytter sig til en given bog. De bøger, jeg læste inde i min hule som barn; de bøger jeg åd mig igennem på en sommerferie; de bøger der minder mig om alle mulige stunder, glade som triste – men hvor bøgerne var mine trofaste følgesvende. Åå mange måder må jeg nok sige, at det i bund og grund nok ikke har så forfærdeligt meget med yndlingsbøger at gøre for mig, men mere om yndlingsminder, som vækkes til live gennem en bog.
Måske er det også derfor, jeg vil gå rigtig langt for at undgå at give et definitivt svar på, hvilken bog der er min absolutte yndlingsbog af dem alle. Jeg kan jo ikke vælge!
Har I yndlingsbøger, og hvad gør dem i så fald til yndlings?
