En ny chance

en ny chance

 

En ny chance af Alexandra Potter

Mød Tess, som får hvad mange gennem tiden har ønsket sig mere end noget andet: en ny chance.

Tess’ hjerte blev knust, da Seb forlod hende, og hun kan slet ikke slippe tanken om alle de fejl, hun begik i deres forhold. Alle de fejl, der ultimativt ledte til bruddet. Hun pines så meget ved minderne, at hun drives ud i desperation. Sønderknust kaster hun hele deres forhold, alle sine minder, ind i ilden nytårsaften, med ønsket om at hun aldrig havde mødt ham.

Og så får hun En Ny Chance! Hun får ganske enkelt muligheden for at gøre hele molevitten om igen; starte på en frisk, og rette alle sine dumme fejl, så de kan leve lykkeligt til deres dages ende. Seb og hele resten af verden har ingen erindring om de to sammen, men hun husker. Det hun ikke husker, hjælper hendes lille dagbog med, så hun lader være med at spilde rødvin på deres ”første” date, hun undgår at afsløre at hun finder Star Wars gabende kedsommelig, og så videre.

Men kan man det? Kan man uden videre få lov at starte forfra? Og er det lykken?

Selv hvis vi er parate til at se bort fra det rent tekniske (tids/rum kontinuum mm), så er der jo stadig nogen problemer. Som det gamle ordsprog siger, så kan man ikke træde ud i den samme flod to gange. Floden er anderledes anden gang man kommer til den, fordi vandet er i konstant bevægelse, og ”man” er jo også en anden. ”Man” er også i konstant bevægelse, har fået nye oplevelser, gjort sig nye erfaringer – man er ændret.

Et andet problem er, at når Tess træder ind i et forhold som er velkendt for hende, men fuldkommen ukendt for Seb, så er rammen jo sat med en slem skævhed. Hun ved, hvad han (tror han) vil have, og hun er helt parat til at give ham det. Men idet hun gør det, giver hun jo samtidig afkald på den pige, han oprindeligt forelskede sig i – og risikerer hun ikke også at blive til én, som hun slet ikke selv gider at være?

Bogen er vidunderligt forfriskende og morsom, en kæk lille sag, som tilmed sætter gang i nogen sjove overvejelser om, hvordan vi skaber vores egen virkelighed, og hvor vigtigt det er, at vi vælger rigtigt. Den minder om, at vores fornemmeste opgave er at skabe os et liv vi selv bryder os om, og derfra invitere de mennesker indenfor, som godt kan lide den person, vi holder af at være.

Måske vil du også læse...