Overfladespænding af Charlotte Overbeck

Kender I det, at man læser en rigtig god bog – en vil man gerne dele med andre, og derfor begynder man at tale om den, men uanset hvad man siger, føler man aldrig rigtig, at man får fanget bogens stemning? Sådan har jeg det med Overfladespænding. Selvfølgelig spiller det ind, at bogens overordnede tema er et, som jeg selv har tæt inde på livet, men alligevel. Det er bare en god bog!

Overfladespænding handler om Freya, som tilbringer sin barndom med at forsøge at redde sin mor. Mor har det skidt, og Freya skal passe på hende, for de fleste andre har for længst trukket sig. Far er fysisk tilstede, men han orker ikke mors sorg og alkoholmisbrug, så han beder Freya tage sig af det.

Som voksen har Freya ingen kontakt overhovedet med sig selv og sine egne behov. Hun lever et pænt liv, med søde børn og en god mand – men hun aner ikke, hvad hun kan lide, hvad hun har lyst til; hvem hun er. Hendes mørke overvælder hende fra tid til anden, og når det sker, er der kun én ting der hjælper. Mad. Masser af mad. Freya propper sig, fordi hun prøver at spise sine forbudte følelser og sin skam.

Freya lider af BED, Binge Eating Disorder, og det er hun ikke alene om. Mange lider af BED, men kun ganske få kan hjælpes. Dels er det rigtig svært at bede om hjælp, når man lider af BED, dels er der kun ganske lidt hjælp at hente. Men Freya er heldig – hun får hjælp fra uventet kant, og den kommer i så fin en form, at hun slipper for at skulle konfronteres med sin skam over sygdommen, før hun er klar til det.

Freya kommer ved et tilfælde i kontakt med sin aldrende nabo, Hannah Jensen. De to kvinder udvikler en stærk forbindelse, som egentlig ikke er et decideret venskab, men snarere et fællesskab. Et fællesskab, hvor de to sammen skaber et trygt rum. Dette trygge rum, og Jensens trygge nærvær, inspirerer Freya til at begive sig ud på en rejse i sit eget liv. Hun kommer til at stå ansigt til ansigt med sorg, skam, magtesløshed, manglende selvværd og et enormt behov for at kunne kontrollere sig selv, så hun kan tage sig godt ud for andre. Men hvad nu, hvis de andre slet ikke kigger? Hvad nu, hvis det er helt i orden at Freya siger til og fra? Kan hun overhovedet dét?

Bogen er virkelig vedkommende, og jeg tænker at den er gavnlig for os alle. Både for dem som lever med BED, dem som lever med skyld og sorg og skam, og for dem som er nær nogen, der kæmper. Det er en modig bog, en bog jeg nød at læse, og en bog som mange vil få glæde af. Også selvom dialogen mellem Freya og Jensen til tider bliver lidt vel anstrengt og coachingagtig, for det er ikke en bog, man læser for at dvæle ved et smukt sprog. Det er en bog, man læser for at blive klogere – og det har aldrig skadet nogen! Det, denne bog virkelig kan, og virkelig lykkes med, er at tilbyde en historie at spejle sig i. Også hvis man ellers ikke har lyst til at spejle sig, fordi man slet ikke holder af det, man ser. Så hermed en dybfølt tak til Charlotte Overbeck for en hudløst ærlig bog, der forhåbentlig kommer så vidt ud, at alle kan få fat i den.