Nu er det virkelighed. Efter et par uger hvor vi har kløet rask på med ændrede vaner, social afstand og tålmodig venten på, at også dette ville slutte på et tidspunkt, og det nok så småt begyndt at gå op for os, at det her ikke bare er en kort overgang. Det er en overgang, som alting er – men kort bliver den næppe. Mange blev kede af det og urolige efter ugens udmelding om, at nok åbner vi igen, men at det bliver i det små. Helt små. Det er en hård tid for mange, men jeg glædes, hver gang jeg ser folk række ud og hjælpe, hvor der er hjælp behov.
Vi skal omstille os til en ny virkelighed, og det er ikke nødvendigvis nemt. Vi må bare huske på, at uanset om vi går til opgaven med frisk mod og åbent sind, eller om vi vrangvilligt slæber os afsted, så kan vi ikke ændre på omstændighederne. Vi kan kun kontrollere vores egen reaktion, som til gengæld vil komme til at præge hele vores liv.
Forstå mig nu endelig ret: jeg er ikke fortaler for, at vi tager de lyserøde briller på, kaster armene i vejret og jubler at ”Alt er godt”. Det er aldrig en særlig god ide at lyve overfor hverken sig selv eller andre. Det skaber en grundlæggende utryghed, og i øvrigt ramler den slags luftkasteller altid på de mest ubelejlige tidspunkter.
På den anden side er de mørke briller heller ikke meget bevendt. Det kan føles fristende at synke hen i mismod. Ikke fordi mismod er sjovt, men fordi vejen dertil opleves som nem og nærmest naturlig. Men når det kommer til sindets krumspring, er nem og naturlig ikke altid den bedste vej. Ofte har jeg oplevet, at der er langt større livsmod og glæde at finde ved gå imod strømmen, og modstå sørgmodighedens træk.
Det gør man ikke ved at benægte den. Det vi nægter at se, kan vi ikke ændre. Vi er nødt til at se vores sorger i øjnene, erkende dem, og give os selv et varmt knus. Fordi det er synd for os når vi er kede af det, og det er ok. Man må gerne være ked af det.
Man skal bare være opmærksom på, at mismod er en lidt vanskelig størrelse. Det vokser, og det kan meget vel vokse helt ud af kontrol. Især hvis det der oprindelig skabte mismodet, er noget vi ikke er herre over, som for eksempel en uinviteret virus.
Det vi ikke kan kontrollere, kan vi jo netop ikke kontrollere. Vi kan ikke få det til at gå væk, så hvis vi tillader vores reaktion på det at definere hele vores liv, bliver vi slaver af omstændighederne.
Vi skal tage brillerne helt af; både de lyserøde og de mørke, og se tingene som de er. I al deres mangfoldighed. For der er altid andet og mere i livet, end det der tynger os. Og ja, jeg ved godt at spirende anemoner ikke dulmer længslen efter menneskelig kontakt – men de gør i hvert fald ikke noget værre! Vi er nødt til at opgive ideen om Et Perfekt Liv, og i stedet finde det allerbedste i det liv, som er vores her og nu. For det allerbedste er altid bedre end det allerværste. Det allerbedste er faktisk bedre end alt andet.
Pas godt på jer selv derude. Husk omsorgen – og husk at den både skal flyde til de andre og jer selv. Varme virtuelle knus herfra.
