Pinse Snapshots

højgård

Der er måske nogen der tror, at pinsen handler om Helligåndens komme, men jeg har nu gjort mig den erfaring, at den primært handler om manuelt arbejde… Her i huset passer det i hvert fald altid med, at vi skal have gjort vores hjem klart til at stå øde hen over sommeren, hvor vi jo rykker til Italien. Der skal rettes op på vinterens forsømmelser, skabene skal tømmes så der bliver plads til sommertøjet, og haven skal have en ordentlig overhaling. Og således også i år, hvor den lige har fået en tand mere, idet vi besluttede at male hele gården. Der kommer ikke noget billede af mig fra denne weekend, eftersom jeg almindeligvis sætter en ære i at ligne det, jeg laver, og ingen gider at se på en malerkost! Smukt bliver det imidlertid (gården, ikke malerkosten), og nu begynder man også at fornemme en slutning i en ikke alt for fjern fremtid.

Frk. T har lært mig, at det er godt med en lydbog i ørerne, når man går og arbejder. I denne uge har jeg været særligt begejstret for Suzanne Collins’ fortsættelse af serien om The Hunger Games, En fortælling om sangfugle og slanger. Vi tages med tilbage i tiden, til 64 år før Katniss Everdeen træder ind på scenen, og hører om, hvordan Dødsspillet udviklede sig som det gjorde. Det er underholdning fra den øverste hylde, i hvert fald hvis man er til medrivende fantasy-fortællinger der foregår i gennemarbejdede dystopiske universer. Selv er jeg fuldkommen usnobbet, når det kommer til underholdning (når det kommer til det meste..), og jeg ville aldrig lade en bog diskvalificere sig selv på grund af dens genre. Det, der kan få mig til at lægge en bog fra mig, er dårligt sprog, som jeg er ret følsom overfor. Hvis en forfatter – eller oversætter! – drysser om sig med overflødige anglicismer som åbne op, eller overkomme i betydningen overvinde, eller på andre måder fumler rundt i ordenes hævdvundne betydninger (som handle ind i betydningen købe ind), så opgiver jeg. Nyere kunstformer, som indebærer bevidste stavefejl eller manglende kommatering, er heller ikke for mig. Yahya Hassans insisteren på versaler gav rigtig god mening, men indtil videre er jeg ikke stødt på andet fra den skuffe, som kunne imponere mig. Og begynder en forfatter (eller andre…) at tillægge ordene nye betydninger, bliver jeg utryg. Hvis ikke vi er enige om, hvor stor en bjørnetjeneste er, eller hvor meget man har fået, når man er blevet forfordelt, så bliver det rigtig svært at tale sammen. Uha, det blev til en lang tirade, udelukkende for at sige, at hvis en bog er velskrevet og har et interessant plot, så betyder det mindre for mig, om genren hedder YA.

mors

Vi startede ugen oppe på Mors; den forblæste lille Limfjordsperle, hvor vinden for én gangs skyld faktisk ikke stod os om ørerne. Mors kroede sig i solskin, strakte hals, og viste sig fra sin allerbedste side. Og dén er god! Den lille ø er helt bedårende når den byder sig til under en høj, blå himmel, og vi nød hvert eneste øjeblik. Vi fik gået gode ture langs fjorden, og i øvrigt også givet den trængte detailhandel en tiltrængt saltvandsindsprøjtning. Det er vel det mindste, man kan gøre, ikke sandt?

Ugen har også budt på velsignet tid med 2/3 af vores børnebørn. Vi har kysset en masse på barnesøndagsbarnet, der vokser som var han betalt for det. Hvis man sidder helt stille med ham, kan man vist nok se ham gro. Der er ingen tvivl om, at han er et helt særligt barn. Han er både køn og klog, og dét er ikke nogen skidt blanding!

garnfarvning med børn

Barnevidunderbarnet og jeg tilbragte en herlig torsdag, hvor jeg lod hende dykke med ned i farvepotten. Under kontrollerede forhold forstås – og uden giftige ingredienser. Det var så stor en succes, at jeg brygger på et indlæg om, hvordan man kan farve garn sammen med børn, nemt og sikkert, og med værktøj man kan finde i ethvert supermarked.

Næste uge byder på mere hårdt arbejde, men formentlig (forhåbentlig!) også på en afslutning. Ude i horisonten lokker den dag, hvor vores gamle gård igen står funklende fin, både ude og inde. Så har vi lige en uges tid til at nyde frugten af vores indsats, inden vi rykker til Italien for sommeren. Skulle der sidde nogen og tænke, at det lyder som en risikabel plan, så vil jeg lige berolige jer. Vi lever ikke La Dolce Vita i store menneskemængder. Vi udlever vores introverte natur i vores stenhus oppe i bjergene, og vores lille landsby har været stort set uberørt af Coronaen. Jeg tror i øvrigt fuldt og fast på, at smitterisiko handler om adfærd, ikke om geografi – og vi kan godt både vaske hænder, hælde sprit ud over alt og holde afstand på italiensk!

Måske vil du også læse...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.