Langsom Lørdag med en slowhjørning

Livet skal ikke overstås. Livet skal leves! Ikke for livets skyld, for livet er for så vidt ganske fordringsløst. Det kræver ikke af os, at vi tager os tid til det. Livet gør, hvad det nu engang gør, uanset om vi tager os tid til at opdage det eller ej.

Nogle gange glemmer vi at opdage livet, fordi vi har så travlt med at være effektive. Ting skal gøres; ting skal nås – og hvis ikke vi husker at stoppe og kigge os omkring undervejs, bliver effektiviteten måske til en besættelse.

Når man er besat af effektivitet, bliver noget så herligt som dovent, afslappet eller slet og ret fjollet til frivole udskejelser – men fjern effektivitetsfilteret, så skal du bare se løjer! Så giver en doven dag, afslappet henslængt i sofaen, mens man sysler med en fjollet slowhjørning, lige pludselig fuldkommen mening.

Men hvad er da en slowhjørning, spørger du måske? Se her! Her er en slowhjørning, i Creajunkies herlige fortolkning – et væsen som er så nuttet, at det er umuligt ikke at elske den!

En Slow Hjørning er en del af Creajunkies slow-familie, ligesom også Mrs. Slow, som jeg viste jer for nylig. Den er designet efter samme principper: et yndigt væsen, med masser af farver og sjov, strikket stort set ud i ét. Der er ingen videre montering; det er bare hornet der skal sys på til sidst.

Det er et virkelig hyggeligt arbejde at sidde og nørkle med. Der sker hele tiden noget, og man keder sig aldrig under strikningen – men man ramler heller ikke ind i alt for svære finurligheder, hvad der ellers godt kan tage modet fra mig… Alt er omhyggeligt forklaret i opskriften, som stille og roligt leder én igennem de forskellige skridt. Jeg tænker, at enhver som kan strikke retmasker og håndtere enten magic loop eller et sæt strømpepinde, uden videre kan gå i gang.

Man kan få brugt alle sine garnrester, og lade kreativiteten få frit løb. Opskriften er beregnet til at man selv strikker sine egne ideer ind, bruger det garn man har, og leger med farverne. Som udgangspunkt er det selvfølgelig bedst at vælge garner med nogenlunde samme tykkelse, men jeg er nu sluppet ganske godt fra at blande Worsted-vægt med strømpegarn, som jeg har holdt dobbelt.

Jeg er, som altid, lidt forsigtig i mine farvevalg. Jeg beundrer dem som kan jonglere med overdådige farver, og få selv de mest bizarre sammensætninger til at se fantastiske ud – der er jeg bare ikke. Endnu, skal jeg måske tilføje, for jeg satser faktisk lidt på, at slow-familien måske kan lære mig det. Jeg tænker, at jeg vil kunne være mere modig end ellers, når der er tale om et lille, overskueligt projekt, hvor jeg bare kan kaste alle mine garnrester ind i mixet. Det skal i hvert fald forsøges! Hvis du også får blod på tanden, kan du eventuelt kigge forbi Instagram, hvor du under hashtagget #enslowhjørning kan finde masser af inspiration.

Måske vil du også læse...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.