En af de ting jeg holder allermest af ved safariture, er det langsomme tempo. Dagen er lang, men rolig – og umanerligt skøn. Man bliver vækket meget (virkelig meget) tidligt om morgenen til det afrikanske buldermørke, vælter i tøjet, og sidder pludselig ude i jeepen, som stille lister sig ud på savannen, mens man roligt gnider søvnen ud af øjnene.
Safari er en sanseeksplosion. Der er dufte, lyde og alt det skønne at se – og så er der spændingen ved at prøve at spotte dyrene, og euforien når det lykkes. Selvfølgelig er det allerbedst når de vælger at komme helt tæt på. Når en fjollet ung elefant rækker ud efter jeepen med sin snabel, når en giraf springer over vejen ud af det blå, eller når et forelsket løvepar slentrer over savannen i det allerførste dagslys…
Efter man har budt dyrene godmorgen, er der morgenmad – totalt yndlingsmåltid, jo – og derefter går hele dagen med at tulle rundt. Helt stille, helt roligt. Der er intet man skal, intet der skal nås. Man kan bare være.
Hvis det går virkelig højt, orker man måske at dyppe tæerne i en lækker pool – eller også hænger man bare ud i lækre lounge-møbler med udsigt til bushen, og som regel også et solstegt vandhul. Jeg har boet på fire forskellige lodges, og de var egentlig alle indrettet efter nogenlunde samme opskrift: underspillet luksus, med naturen i fokus. Slet ikke noget dårligt koncept. Indretningen lægger op til at man gør det eneste fornuftige: giver slip og slapper af. Læner sig ind i øjeblikket, og bare lader være.
Når dagen så småt begynder at gå på hæld, kravler man igen op i jeepen, denne gang for se bushen i solnedgangens blide skær. En lille sundowner undervejs, og så tilbage til en skøn middag under stjernehimlen, inden man kryber ned i hytterne og drikker godnat med sine kære, læser lidt i en bog eller sorterer dagens fotografier. Ikke meget skidt at sige om dét.
