Ikke så meget herfra i dag, andet end en søndagshilsen fra en lettere omtumlet Pia. Jeg forsøger at navigere i en malstrøm af alle slags følelser, og det er ikke helt nemt, hvorfor jeg i stedet har valgt bare at være med det, der nu engang er.
I tirsdags fik barnemirakelbarnet og hans familie omsider deres visum til USA. Om mindre end tre uger rejser de fra os. I næsten 20 måneder har vi delt hverdage og ferier med dem; vi har boet under samme tag, og vi har fået lov at komme helt tæt på lille John, helt fra hans allerførste stund. Og nu er det så slut. Og det er som det skal være – børn skal flyve fra reden, og forældre skal savne dem.
Jeg er jublende glad på deres vegne. Det er det, de har drømt om, og nu går deres drøm i opfyldelse. Der findes ikke mange glæder som er større end den man oplever, når ens børn er glade – men AV altså også. Bare et lille egoistisk av…
Til lykke til de unge mennesker! Og sikke en gave, altså, at I har været så tætte i så lang tid. Jeg er ret sikker på, at I vil blive ved med at være tætte. – Bare på en ny måde 🙂 Jeg forstår godt dine følelser. Det er bare sådan man har det, når ungerne flytter hjemmefra. Uh, jeg kan ligefrem mærke det i maven, når du skriver om det.
Kh Nana
Det er en stor glæde at de omsider kan komme i gang med deres store eventyr – og som du siger: vi skal nok bevare tætheden, bare på en anden måde. Det er bare selve forandringen der føles voldsom… men det skal nok blive godt, og vi skal i hvert fald nyde den sidste tid intenst!