Langsom Lørdag – om sociale medier og Karl Max

Lad mig indlede dette indlæg med at fastslå, at jeg holder meget af de sociale medier, som jeg forstår (ikke Snapchat for eksempel, eller Twitter. Forstår dem ikke…). Jeg læser stakkevis af blogs, og tjekker med stor fornøjelse både Instagram og Facebook hver dag.

b56bb352-ada3-43e2-ae0c-d1c14815e247

Men brug af sociale medier kan glide over i et misbrug, og det er en skidt ting. Når vi misbruger sociale medier, skaber vi nemlig grobund for hektisk utilfredshed, og vi risikerer at skubbe den langsomme lykke ud af vores liv.

Misbrug af sociale medier falder efter min mening i to kategorier:

  • Man lever livet med næsen i sin telefon, og går dermed glip af alt det skønne og skøre ude i livet
  • Man tror på det man ser

 

Man lever livet med næsen i sin telefon, og går dermed glip af alt det skønne og skøre ude i livet
Livet er, med en tidsrelevant omskrivning, det der sker, mens du er på Instagram. Hvis ikke du er tilstede, går det dig forbi – livet venter ikke på nogen.

Det kan være rigtig fint at holde sig opdateret med sine bekendtes gøren og laden, men hvis du sidder og scroller gennem dit Facebook-feed mens du drikker kaffe med din veninde, går noget af pointen tabt…

Løsningen?
For mig har løsningen været at afsætte et bestemt tidsrum til formålet, og så ikke lave andet imens. Jeg er altså på Instagram, når jeg er på Instagram – og ikke ellers. Multitasking er dels selvbedrag, dels typisk enten for uhøfligt (når du er sammen med andre), for farligt (når du kører bil…), eller for dumt (når du sidder og ser en film).

 

Man tror på det man ser
Hvis man tror på, at alle de andre offentliggør hele deres liv, kommer ens eget liv nemt til at tage sig lidt tarveligt ud i sammenligning. Når nu alle de andre tilbringer deres veltrimmede, velklædte, velplejede liv i en strøm af kærligt nærvær, hvor både mennesker, dyr og omgivelser er smukke og velafrettede, og hvor alt brød er hjemmebagt, koldhævet og selvfølgelig lavet på en temperamentsfuld surdej, så blegner ens eget uredigerede liv let i sammenligningen.

Den oplevelse er så almindelig, at den har et navn: relativ deprivation. Det er ikke noget nyt, det der med en oplevelse af ikke at kunne leve op til en (reel eller forestillet) målestok for Det Gode Liv. Allerede i 1849 beskrev Karl Marx oplevelsen i værket Lønarbejde og kapital:

Et hus kan være stort eller lille, men så længe de omgivende huse ligeledes er små, tilfredsstiller det alle samfundsmæssige krav til en bolig. Men rejser der sig et palads ved siden af det lille hus, så skrumper det lille hus ind til en hytte.

Lad da denne blogger være den første til at fortælle, at det ikke er hele mit liv, der er blogværdigt! Herhjemme er der bestemt dage, hvor jeg ikke rigtig kommer ud af pyjamassen – eller, på en semi-god dag, træningstøjet. Der er dage, hvor 14 afsnit af en TV-serie udgør min samlede intellektuelle stimulans, og hvor min diæt svarer omtrent til, hvad en overkørt treårig ville vælge, hvis hun blev sluppet løs. De dage er på ingen måde de værste – men deres skønhed er så særegen, at den næppe kan fanges af det utrænede øje…

 

Løsningen?
Mit bud på en løsning falder i tre dele, nemlig selverkendelse, sund fornuft og taknemmelighed.

Selverkendelse er nødvendig, for hvis ikke du tør være ved, at du bliver påvirket, er det overmåde svært at gøre noget ved det. JA, det er da indlysende super meget mere cool ikke at lade sig påvirke af slige overfladiske sager, men jo omvendt super meget mindre cool ikke at turde favne sig selv med fejl, skrøbeligheder og det hele.

Sund fornuft er stort set aldrig en skidt ting, og da slet ikke i dette tilfælde. Du ved det jo godt: de er opstillede, de der billeder. Det er ikke tilfældige snapshots, som skydes spontant og uploades med det samme. Uanset navnet, så er der langt imellem de uovervejede, instantly grammed fotos. Der ligger et stykke arbejde og en omhyggelig redigering bag langt de fleste, og det er overhovedet ikke forkert eller uden for reglerne. Det er bare vigtigt at minde sig selv om, når huset flyder over af vasketøj, og ens aftensmad endnu engang består af forloren skildpadde fra en af de der sløje plastikpølser, og man ikke engang gad at koge et æg til (tænkt eksempel, for jeg har naturligvis slet ikke nogen svaghed for forloren skildpadde. Alt for lidt cool, jo!).

Taknemmelighed. Der er altid noget der er herligt, selv i det allermest åndssvagt kaotiske. Find det, påskøn det, og blæs på at det ikke ligner de andres. Det smukke findes i det store og det små, i det polerede og det skæve – men hvis ikke man kigger efter, finder man det alt for sjældent. Når man vækker sin egen taknemmelighed, bliver livet umådeligt rigt, men hvis man omvendt ikke tager sig tid til at påskønne det der fortjener påskønnelse, bliver det nemt rungende tomt.

Når man skal optræne sin taknemmelighedsmuskel, er det en god ide at skabe nogle rammer om projektet, så det ikke ryger samme vej som så mange andre gode intentioner. Nogen skriver taknemmelighedsdagbog (nogen gør det endda på Facebook), andre laver aftaler om at dele gode oplevelser med regelmæssige mellemrum. Selv bruger jeg tid på at vække min taknemmelighed hver aften, lige inden sengetid. Jeg har et lille ritual, hvor jeg samler dagens perlestunder, betragter dem for en stund, og lader dem varme mig.

 

Hvordan har I det med sociale medier – er der tale om lykkelig sameksistens, eller er der øjeblikke der minder om fjendtlig overtagelse?

Måske vil du også læse...

2 Comments

  1. Jeg har en lykkelig sameksistens med sosiale medier. Kanskje fordi jeg er så godt voksen og har mye god ballast i ryggsekken. Du har skrevet et godt innlegget jeg er enig med deg i de fleste av dine synspunkter. Når det kommer til bilder og presentasjon så tiltrekkes jeg av blogger som man har gjort seg flid med og som presenteres på en delikat måte. Dårlige bilder og dårlig tekst appellerer ikke til meg. Jeg vil heller ha litt oppstasjede delikate bilder til å bli inspirert av. Kjedelige ordinære hverdager har jeg nok av selv og føler ikke for å oppsøke andres i tillegg, og som blogger velger man selv hva man vil dele.

    God weekend og klem fra Ingrid på http://www.ingridtunheim.no

    1. Pia says:

      Jeg har det som dig – lader mig inspirere af skønne billeder, som der er lagt arbejde i. Min pointe er bare, at man ikke skal bilde sig ind, at de ikke er stylede. Men som du siger: Ordinære billeder har man nok af – vi vil have lækkerhed!

Comments are closed.