Jeg kan se tilbage på en rolig uge. En uge tilbragt i et blidt tempo, med tid til eftertanke, og til at nyde alt det fine, der er omkring mig. Lille John har for eksempel lært at klappe, og vi klapper en masse. Ellers har jeg syslet rundt med noget bogklub, lidt bloghygge og nogle afskedsmiddage. Sidstnævnte er jo, i lighed med ugens andre begivenheder, vældig rare arrangementer, bortset fra at de henleder min opmærksomhed på, at det med hele reden fuld er en stakket frist.
Fredag havde min egen lille mindste-baby fødselsdag. 29 år er der gået, siden jeg mødte ham første gang. Jeg kan huske at jeg så ind i hans øjne, og tænkte, at han var noget helt særligt. Han kom til verden lige midt i vores egen stue, med sine mennesker tæt omkring sig, og han tog os alle med storm fra første stund. Han er nemlig ubeskriveligt charmerende, smuk og morsom, og dertil et af de klogeste mennesker jeg kender, og ind imellem kigger hans far og jeg på hinanden, og undrer os over, hvor han dog har det fra. Vi er bare så glade for, at han er vores. Billedet ovenfor er af lidt ældre dato (!!), og et fotografi af et underbelyst fotografi, så kvaliteten er ikke i top, for nu at sige det pænt – men det er et af mine yndlingsbilleder, fordi det viser, præcis hvor bedårende han er.
Næste uge bliver en lille smule hæsblæsende, dog heldigvis på den gode måde. Jeg har en masse godt i kalenderen, så der bliver masser til at distrahere mig fra den kommende adskillelse. Og lige med hensyn til den der adskillelse (igen igen), så har jeg faktisk sikret mig en nogenlunde blid overgang. Jeg har nemlig allerede bestilt billetter til at besøge dem bare 17 dage efter deres afrejse. Altid rart at have noget at se frem til, jo. Jeg ønsker jer alle en dejlig uge, med sollys og lidt længere dage. De lyse tider er på vej, og det skal nydes!
