Sikke dog en mægtig fin uge, det har været! Jeg er jo, som jeg fortalte i går, tilbage i Italien. Det er alt for længe siden, vi har været her sidst, men nu nyder vi den italienske vinter i fulde drag. Masser af sollys, bidende frost, og smukke sneklædte bjerge hele vejen rundt om os – hvad er der ikke at kunne lide??
Vi skal ud og gå nogen dejlige ture, både i bjergene og i de mange kønne småbyer. Foreløbig er vi kun kommet til ild i pejsen og pandekager på bordet, for det skal man have til kyndelmisse – sneen har dalet lige en kende for voldsomt til de lange traveture, men nu lader det til at være stilnet af. Under alle omstændigheder, ja tak til Italien.
I torsdags var Ugebladet Søndag forbi og fotografere mit hjem. Det var forunderligt og fint at se mit hjem gennem andres øjne, og jeg fik også snuppet et par billeder undervejs, som jeg viser jer lige om lidt. Selvfølgelig havde jeg en ubetvingelig trang til at gøre rent inden de skulle komme, og lige fikse de dér ting, der har stået på to-do listen alt for længe. Og selvfølgelig greb det om sig, for det gør ting altid for mig… For eksempel ville jeg lige friske mit spisebord op med lidt ny maling, og derfor bad jeg ham min elskede om at slibe bordpladen en smule. Men da så det gamle træ dukkede op i pletter, fik jeg lyst til at se, hvordan det ville være helt uden maling.
Og adskillige timers arbejde senere, var det bare så flot! Jeg behandlede den afslebne bordplade med hvidpigmenteret sæbe (beregnet til gulve), og det står noget så fint. Det bord har efterhånden noget af en historie bag sig. Da jeg i sin tid købte det af Frk. T, var det mørkebrunt, og helt blanklakeret. Flot, men på et tidspunkt syntes jeg det fyldte alt for meget. Altså sådan rent visuelt – det dominerede hele rummet. Så jeg svang en hvid pensel over det, og sådan fik det lov at stå nogle år. Siden fik det gule felter, for senere at blive cremefarvet – og nu står det smukke egetræ altså råt.
Jeg har strikket en hel masse. Johns hentesæt begynder så småt at tage form, og som supplement til alt det tælleri, så småt tøj kræver, lavede jeg mig lige en ekstra pude til sofaen derhjemme. Fordi jeg kunne, og fordi man aldrig må gå ned på puder.
Yngstesønnen havde fødselsdag i torsdags, og vi fejrede ham med en forrygende middag på Skoemagerkroen. Kirke Såby er ikke ligefrem rundt om hjørnet fra os, men den veltillavede mad og den hyggelige stemning er så rigeligt køreturen værd, og vi havde en herlig aften med mit lille pus. For et lille pus er man, også når man fylder 28.
Vi har stadig nogen dage til gode i det italienske, inden vi på torsdag sætter kursen mod Danmark igen. De skal nydes, for der går formentlig ganske lang tid, før vi kommer hertil igen. Vi har et travlt forår for os, men skulle vi se vores snit til at stikke af et par dage, er det her, man vil kunne finde os 😉
Hav en mageløs uge, hvad enten I er ude eller hjemme!
Det er så smukt dit bord! Både selve bordet og opdækningen. Det udstråler ro og varme. Der er noget ved møbler af træ…
Tak! Jeg er helt enig i, at råt træ kan noget helt særligt – der er en varme og et liv, som ingen andre materialer kan matche, og jeg er rigtig glad for at bordet står ubehandlet nu 🙂
Det hørtes fint ut å være en tur i Italia, selv i snøvær.
Her er noget så vidunderligt, og vi har slet ikke lyst til at tage hjem i morgen… men heldigvis kommer vi jo også hjem til noget skønt 🙂