Sikke dog en mægtig fin uge, det har været. Vi har nydt tiden i vores skønne lille stenhus i de norditalienske bjerge; gået ture, spist kage, hængt ud på torvet i Menaggio og bare hygget os. Strikkepindene har knitret, bøger er blevet læst, og vi har fyldt os med god, italiensk mad – perfekt ferieuge!
Der er også blevet samlet op på et par hængepartier, og det har fået mig til at tænke på, hvordan udtrykket ”altmuligmand” slynges omkring meget skødesløst. Nu holder jeg jo selv mand, og har gjort det i mange år, så jeg ved, hvad en altmuligmand er. Han er én som kan udskifte et gaskomfur, installere et nyt TV (inklusive Apple TV og fiks lille drejearm på væggen), lave ens regnskaber (!!), bore gennem en 45 cm tyk stenmur med sit hobbyværktøj, og montere en skorsten. Nå ja, og se godt ud imens. Og lave fantastisk mad, og være en som man kan føre både dybe og sjove samtaler med, og klæde på til pænt brug, og putte sig ind til om aftenen. Dét er en altmuligmand. Der er afgjort tale om en særlig limited edition, og jeg er helt på det rene med, at jeg har været heldig. Og dygtig, for jeg tog ham ganske ung, så jeg selv kunne træne ham – og jeg slipper ham aldrig.
Dejlige Gottro; ”vores” by, med de små, skæve huse og finurlige detaljer alle vegne. Jeg bliver aldrig træt af at slentre rundt i Gottro, stoppe ind i baren foran boule-banen, og bare sidde og tage det hele til mig. Der er længere og mere imponerende gåture hernede, men at tulle rundt i byen er og bliver min favorit.
Ferie-look med nul makeup og sol på trappen. Det var lige før, det blev for varmt i solen. Lige før. Men nøj, hvor var det dejligt, og virkelig tiltrængt efter alt det grå, årets første uger har budt på derhjemme. Læg i øvrigt mærke til min sweater. Det er min fine Zweig, som jeg er blevet færdig med hernede! Jeg fortæller lidt mere om den i løbet af ugen, for det er virkelig en sweater, der er al mulig omtale værd.
Vores udsigt, som jeg aldrig bliver træt af. På de klare dage kan vi se helt til Lugano, og selvom bjergene tager det meste af solnedgangen, er det nu alligevel vældig fint med det gyldne skær. Men det er snart slut for denne gang. Om ganske få timer hopper vi i bilen og kører til lufthavnen. Vi skal hjem i dag, og det er også ok. Vi har jo alt muligt skønt at komme hjem til, så det skal nok blive godt – tror bare jeg vil prøve at pakke lidt sollys med i kufferten… Hvis det lykkes, skal jeg nok dele!
Hjemme hos os hed han Handyman i mange år. Dækker næsten det samme som din altmuligmand. Bortset fra madlavning. Blev i sommers af en af mine kolleger omdøbt til Snedkersnild. Det skete efter at han have ombygget vores bil til at være praktisk under vores 4 ugers Roadtrip i Frankrig med telt i sommers. Plejer også at sige, at man skal plukke dem unge for at forme dem .
Hvor er det dejligt, at du også har sådan en!! De er vist ret sjældne, men jeg tror du har ret i, at det handler om få fat i dem, mens tid er. Der er grænser for, hvor mange tricks man kan lære en gammel hund 😉
Magic!!!!!
Å som jeg akkurat nå skulle ønske jeg var i dine sko. Det hele ser og høres vidunderlig ut. Så fantastisk å ha et feriested i Italia som ikke er overtatt av turisme, men at dere kan nyte et italiensk liv blant italienske mennesker.
Det er helt fantastisk, og vi har nydt vores tid hernede i fulde drag! Nu er vi i lufthavnen i Malpensa, på vej hjem.
Er du blevet rask igen?
Den er da vidunderlig smuk, din sweater.
Min mand snuppede jeg også som ganske ung – vi runder de 40 år sammen i år.
Jeg overtog ham som helt hjælpeløs med værktøj, men med tiden er det blevet bedre. Han kommer dog aldrig på højde med din, kan jeg roligt sige, men nu ved han da, hvordan en hammer skal vende – og han har så mange andre kvaliteter.
Jeg er i gang med en fantastisk bog: “Alle blomsterne i Paris” af Sarah Jio – den kan anbefales.
Nåååå, du har taget et lille hjælpeløst væsen under dine vinger – hvor sødt
Og du, tak for de søde ord og sweateren, og for bogtippet. Den må jeg tjekke ud!