Søndags Snapshots med babylykke

Ih hvor er det altså dejligt, at jeg ikke længere behøver holde på min søde hemmelighed. Det er kun med nød og næppe, jeg formået at holde sådan nogenlunde på de gode nyheder, og jeg har også været lige ved at boble over flere gange. Fordi børnebørn… Børnevidunderbørn er en uovertruffent perfekt gave – eller en pragtfuld præmie, om man vil. Det er helt igennem banalt, og sagt mange, mange gange før, men altså, hvor er det godt. Jeg skal nok prøve at undgå at rende helt i baby-gear. Der findes jo andet end smårollinger (små buttede kinder, tykke fødder og den søde duft deres hud har…), og det skal alt sammen nydes.

En af de ting, jeg mægtig godt kan lide ved sensommeren, er at – og det her er noget som sker hvert eneste år – jeg lige pludselig begynder at se mine venner igen. Om sommeren er alle væk, og dagene synes i øvrigt at flyde sammen i en lykkelig døs af solskin og sommerafslapning, men når så søde september dukker op, er alle hjemme igen, og vi får tid til at ses. Noget så hyggeligt at dække et smukt bord, og tilbringe en aften i godt selskab!

Ugen har været dejligt travl, på den gode måde. Jeg har læst, skrevet og strikket. Og strikket. Nå ja, og hæklet. Og hygget mig helt gevaldigt imens, både i min digitale virkelighed, og i alt det nuttede og babyfarvede.

Imellem alle de stille sysler har jeg også fundet anledning til at komme lidt væk fra skrivebordet. Jeg fik nemlig den fremragende ide at male gavlvæggen i stuen, og eftersom jeg er ganske ferm med en malerkost (sådan i al beskedenhed), er det blevet fabelagtigt flot. Viser billeder liiige om lidt, men der er lige et par detaljer med noget oprydning og den slags.

Ham min elskede har også nusset med hjemlige sysler. Han har plukket og samlet og presset rundt regnet en million tusind æbler, så nu er der æbler til hele vinteren, og æblemost i tilgift. Godt én af os har styr på det der husmoder-gebet.

Næste uge tegner mægtig godt. Vi skal et smut til Århus – tips og gode ideer til byen modtages med kyshånd! – og så skal vi forberede en helt særlig babyfest, som jeg nok skal fortælle meget mere om. Lige nu vil jeg bare gå og glæde mig til først at fejre efterårsjævndøgn, og senere nyde årets sidste sommer-Tivolitur i aften. Hav en mageløs uge derude, med regn, rusk og solskin i lige dele!

Måske vil du også læse...

6 Comments

  1. Til lykke med det kommende barnebarn! Jeg har endnu ingen, men håber på en stor flok, for jeg tror på at det må være en vidunderlig gave!
    Du har ret i at noget af det gode ved efteråret er at man igen kan omgås gode venner. Jeg havde selv besøg af en lille flok veninder i sidse weekend, netop fordi de nu alle var hjemme igen 🙂
    Og malingen … det er nok den du nævner ovre hos mig i dag. Jeg glæder mig til at se dit resultat.
    God tur i Tivoli!
    Kh Nana

    1. Uh, du kan glæde dig, Nana. Jeg har jo allerede én lille, og med en mere på vej vil glæden nærmest ingen ende tage.
      Hvor er det sjovt at du også får set vennerne nu, hvor dagene bliver kortere. Det er så hyggeligt, og jo en dejlig sidegevinst ved de mørke tider!

  2. Åh, hvor dejligt. Stort tillykke med det kommende barnebarn 🙂
    Som én skrev ovre hos mig; børnebørn er livets dessert, hvilket hun har fuldstændig ret i 🙂
    God søndag til dig

    – Spændende med dit malerprojekt, det er noget a la den farve jeg har gået og sukket efter, glæder mig til at se resultatet.

    1. Tak 🙂

      Jeg deler billeder af min ‘nye’ stue, så snart jeg får dem i kassen – jeg er simpelthen så glad for resultatet; varmt og spændende!

  3. Å Pia, så hyggelig å lese at det ventes barnebarn. Det er det hyggeligste som finnes, ja magisk er det. De gode myke kinnene å klemme på og alle de fine tingene å gjøre sammen ettersom de vokser til. Ren skjær lykke!

    Og jeg gleder meg til å se resultatet av malingen.

    Beste hilsen Ingrid

    1. Ja, jeg har jo set at du også nyder livet som bedstemor – det er noget af det skønneste! Man får alt det fine, og slipper for det besværlige 😉

      Håber snart at kunne vise billeder af væggen, for jeg er vældigt godt tilfreds med det!

Comments are closed.