Langsom Lørdag – om empty-nest syndrom

På mandag rejser barnemirakelbarnet fra mig. Han og hans familie rykker til Dallas, Texas for at starte et nyt liv, helt uden mig. Det er på én gang præcis som det skal være, og samtidig helt, helt forkert. Sønderknusende forkert. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal stille op med det, så jeg lader bare være. Jeg stiller ikke noget op; jeg favner det faktum, at jeg ikke har nogen virkningsfulde strategier. Jeg lukker smerten ind, og husker at lade døren stå åben, så den nemt kan finde ud igen.

Jeg har aldrig lidt af empty-nest syndrom. Det har altid været helt fint med mig at tiden gik, og at de forskellige faser i livet afløste hverandre. Årene som ung blev afløst af småbørnsårene, som igen blev afløst af tiden med store børn, og selvfølgelig voksede de store børn til, og fløj fra reden for at bygge deres eget hjem. Alt sammen helt okay, naturligt, og fuldkommen som det skulle være. Det gav rum til, at jeg kunne nyde at være midt i livet. Midaldrende, om man vi, og med en helt ny frihed, som blev brugt til at rejse, opleve, og gøre lige præcis hvad der faldt mig ind.

Men. Man kan altså ikke komme tilbage til reden, rykke ind, give mig et barnebarn, og så bare flytte igen. Det er simpelthen ikke i orden. For når man kommer tilbage, så vænner man mig jo til, at sådan skal det være – og når man så oven i købet præsenterer mig for et helt nyt lille menneske, som tramper ind i mit hjerte, for derefter at insistere på at tage dette nye menneske med sig, når man rykker… Bare ikke i orden.

Og samtidig nøjagtig, som det må være. For det er jo dét, børn skal gøre. Rykke væk. Og som mor har jeg hele tiden vidst, at det lå i børnenes jobbeskrivelse at de skulle vokse op og vokse væk. Jeg har hele tiden vidst, at jeg kun havde dem til låns. Det kunne bare være rart, om begge børn kunne forstå, at reglerne må være, at hele familien skal leve i samme by. Eller i det mindste i samme land. Eller da for f… bare på samme kontinent.

Sådan er det desværre ikke i vores familie, og jeg kan intet stille op med det. Der er, sjovt nok, ingen der har rådført sig med mig, og mit eneste valg er nu, om jeg vil tude og rase, eller om jeg vil få det bedste ud af situationen. Mit hoved har valgt; nu skal hjertet bare lige have lidt tid til at følge med – for lige nu er jeg stadig bare mest bedrøvet.

empty-nest

Måske vil du også læse...

2 Comments

  1. Jette says:

    Årh det trak tårer ud at læse❤️ Det må gøre så ondt i hjertet. Jeg mærker det, og det er jo ikke engang min søn, svigerdatter og barnebarn.
    Vi vil savne dem frygteligt!

    1. Vi må trøste hinanden ❤️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.