Kærestetur til Malmö

Malmö. Jamen, Malmö er bare nærmest altid en god ide, og til en hurtig kærestetur er byen helt perfekt. De hyggelige gamle kvarterer med de finurlige stræder og kroge, de herlige restauranter og den fristende shopping…. Jo, Malmö er fin, og rigeligt turen over sundet værd.

malmö

Ham min elskede og jeg så første gang hinanden i påsken 1983, helt præcist d. 22/4. Et halvt år senere, d. 22/10, blev vi kærester, og efter yderligere 5 år i hinandens forrygende selskab, blev vi gift. Og det har vi jo sådan set været lige siden, så på turen til Malmö kunne vi fejre 30 års bryllupsdag. Ganske godt gået, hvis jeg selv skal sige det!

Turen handlede først og fremmest om god tid. Masser af god tid, til og med hinanden. At holde i hånd, kigge hinanden dybt i øjnene, og glædes over, at vi er i hinandens liv. Stille luksus, god mad og masser af kærlighed.

malmö

Vi boede på Astoria hotel, som ligger genialt placeret på Gråbrödersgatan, midt i Gamla Väster. Et godt udgangspunkt for alt det, vi ville se og opleve – og et rart lille hotel, med hyggelig stemning, fine værelser og – måske vigtigst af alt – herlig morgenmad. Dagens vigtigste måltid jo, og af en eller anden grund altid ekstra lækkert på hotel.

malmömalmömalmö

Gamla Väster er en del af Gamla Staden, nemlig den del som ligger mellem Stora Torg og Kungsparken. Det er et gammelt arbejderkvarter, og mange af de store renoveringer der skete i Malmö hen mod slutningen af 1800-tallet gik henover denne ydmyge bydel, hvor bare småkårsfolk boede. Derfor er her så udpræget yndigt i dag, med små skæve huse – og dertil et dejligt menneskemylder.

malmömalmö

Vi besøgte Moderna Museet; det svenske museum for moderne kunst, som siden 2009 har haft en afdeling i Malmö. Selve bygningen er imponerende, indrettet i et gammelt elværk, hvor den store turbinehal er omsorgsfuldt restaureret.

malmömalmömalmö

Vi ville også ud og se Turning Torso, og på vej derud slog vi lige et slag omkring Malmöhus med de fine museer. En uventet god oplevelse at snuse rundt på det gamle slots fine udstillinger!

Selve området hvor Turning Torso ligger, er noget så fint. Alle bygningerne spiller op til hinanden, og understreger både deres samspil og særpræg.

Og så fik vi dejlig fika på bistroen på torvet derude. Noget så pæn er den, bistroen, og deres kanelsnurrer er gode. Selvfølgelig er de gode…

malmö

I området hvor vi boede, omkring Stora Torg og Lilla Torg, er der masser af skønne spisesteder. Vi tyggede os selvfølgelig igennem kanelsnurrer og andre godter, men om aftenen valgte vi at kaste os over et par gigantiske steaks på Mando (Skomakaregatan 4). Fint steakhouse, som får de varmeste anbefalinger herfra – også selvom man ikke kan bestille bord. Deres bar er nemlig et ganske udmærket sted at fordrive tiden.

Og det gjorde vi – fordrev tiden. Spildte lykkelige timer i det bedste selskab overhovedet, vel vidende, at det er den bedste måde at gøre hinanden betydningsfulde på.

Det er den tid du har spildt på din rose, der gør den så betydningsfuld.

Det er den tid jeg har spildt på min rose…. gentog den lille prins for bedre at huske.

Den Lille Prins af Antoine de Saint-Exupéry

Måske vil du også læse...

6 Comments

  1. birgitte von linstow says:

    Jeg er vild med den sweater du har på; hvor har du købt den?

    1. Tusind tak! Det er en jeg selv har strikket – den er virkelig nem at lave; et rigtig hyggeprojekt til efteråret 🙂

  2. Jeg elsker Mando’s. Vi er i Malmø to gange om året. sommer og vinter. Og vi ender stort set altid på Mando’s. Kh. Birgitte

    1. Det kan jeg godt forstå! Der er noget så hyggeligt, og det er virkelig god mad – vi vender bestemt også tilbage.

  3. Malmø er skøn!
    Lyder som alletiders tur I har haft 🙂

    1. Det var noget så dejligt! Malmø er virkelig kommet højt på min liste over gode weekend-destinationer.

Comments are closed.