Kvinden mellem os

Jeg har fået læst en masse her i sommer. Faktisk har jeg frådset i bøger, både fra min sommerlæsestak, og en hel masse andre, som vakte min nysgerrighed undervejs. Konstant har jeg haft gang i minimum tre bøger: en lydbog, en e-bog og en almindelig bog. Sådan kan jeg nu engang bedst lide det, og bare de ikke ligger for tæt op ad hinanden, oplever jeg det aldrig som et problem.

En af de første bøger jeg læste på Saxo Premium (prøv gratis i 14 dage!), var Kvinden mellem os af Greer Hendricks og Sarah Pekkanen. Jeg er altid frisk på en god omgang domestic noir, og denne her hører afgjort til i den bedre ende. Normalt når en bog praler med at ”du gætter det aldrig…”, så bliver jeg lidt træt. Fordi det gør jeg jo. Gætter det.

Men ikke denne gang. I Kvinden mellem os var jeg narret til sidste, spændende side, og det er sjældent, det sker.

I bund og grund er det fortællingen om et opløst ægteskab, og det trekantsdrama der opstår, da mandens nye kæreste kommer på banen. Ret hurtigt får man fornemmelsen af, at der er tale om et ganske dysfunktionelt ægteskab, men rædslernes dybde males kun langsomt frem. Og hvem er egentlig Kvinden mellem os?

Vi hvirvles direkte ind i handlingen med de mange lag. Da jeg lige genlæste prologen, slog det mig, hvor elegant den var udformet – og hvor lidt jeg havde formået at sætte pris på den ved første gennemlæsning. Dette er afgjort en bog, som fortjener at blive læst to gange, og helst i træk. Det er nemlig først til allersidst, man fuldkommen gennemskuer alle fortællingens mange lag, og først da kan man for alvor nyde, præcist hvor fornemt plottet udspiller sig.

Bogen hører til en af de bedste i sin genre, med de fine karaktertegninger, den snigende uhygge, genkendeligheden i den hverdagsagtige setting og de mange plot-twists. Jeg var i hvert fald hjælpeløst fanget ind, fra første til sidste side, og glæder mig allerede til at læse den igen.

Spoiler-alert

Har du endnu ikke læst bogen, har du nok ikke lyst til at læse følgende afsnit. Vend eventuelt tilbage senere, når du har vendt den sidste side.

Min eneste anke ved bogens opbygning er, at der er lige nøjagtig ét plot-twist for meget. At Nellie og Vanessa er én og samme person er genialt – men at Emma er den hævngerrige datter af Vanessas collegelærer og hemmelige kæreste, er bare lige lidt for meget. I hvert fald til min jævne smag, som hellere havde set Maureens karakter udviklet lidt mere. For hvad er det med hende Maureen? Er hun ikke bare lidt for mærkelig?

Jeg kunne virkelig godt tænke mig at høre jeres tanker om bogen, fordi den simpelthen er så speciel, og har så mange lag. Har I læst den?