Strikkekursus

Jeg er på strikkekursus hos Charlotte Kaa de næste par uger. En virtuel sag selvfølgelig, eftersom jeg stadig hænger ud under den italienske sol, men hold nu op, hvor er det godt! Desværre lader alle universets kræfter til at have slået sig sammen om at forhindre mig i at få fuldt udbytte af kurset – jeg har haft temmelig travlt, og hver gang der har været virtuelle møder i forbindelse med kurset, har jeg været optaget… Men jeg får alligevel virkelig meget ud af det. Jeg har fået et knusende skarpt kompendium, som guider mig igennem patentstrikningens mysterier, og alle de virtuelle møder er blevet optaget, så jeg har kunnet se dem på bagkant. Jeg har allerede her den første uge fået så meget inspiration, at jeg nærmest ikke har flere steder at gøre af den!

Man kunne ellers tænke, at eftersom jeg snart fejrer guldbryllup med strikkepindene, var der måske ikke brug for et kursus, men det er netop en af de ting, jeg elsker så højt ved strikkeriet: der er altid noget nyt at lære. Der er altid færdigheder som kan pudses af, teknikker der kan forfines – og der kommer hele tiden nye ideer til!

Min første strikkementor – min elskede mormor. Det er efterhånden en del år siden hun døde, men nøj hvor jeg stadig savner hende. Bemærk hvordan hun hele tiden har enten mig eller sit strikketøj i hånden – det er sådan jeg husker hende!

Da jeg først lærte at strikke, kæmpede vi med lange, uhåndterlige jumperpinde, som gav os ømme nakker og forkrøblede fingre. Skulle vi lave en sweater, strikkede vi frem og tilbage, frem og tilbage. Vi lavede fire firkanter, som vi formgav en smule, så vi kunne sy stykkerne sammen som henholdsvis forstykke, ryg og ærmer. Nøj, hvor havde jeg mange ting liggende, som bare lige manglede et ærme eller to – eller at blive syet sammen. Monteringen var virkelig et kærlighedsarbejde; langsommeligt, svært, og sjældent helt perfekt…

Så kom bølgen af skandinavisk mønsterstrik, og vi lærte at strikke bullen (for og bag) rundt på rundpinde, og bagefter klippe op til ærmegab. En revolution!!! Men ærmerne var stadig en plage, for dengang havde ingen endnu tænkt på magic loop.

Der var en del gætterier involveret. Man kunne jo ikke prøve stykkerne undervejs, udover at prøve at holde dem op for sig, og forestille sig, hvordan de måske ville sidde. Jeg nærstuderede modelbillederne, for at prøve at afkode, præcis hvor lang min drømmesweater var – og om modellen mon var ligeså kort i livet som mig. Det var hun sjældent, lærte jeg. For selv om jeg er 171 cm høj, så er jeg usædvanligt kortlivet; et faktum der ofte saboterer mine tøjindkøb.

Nu strikkes langt de fleste bluser oppefra og ned, med meget begrænset montering, og al mulig lejlighed til at prøve hele molevitten undervejs. Og det er En God Ting, som jeg er meget taknemmelig for at have lært!

Og det blev så til en lang smøre om noget helt andet end det, det egentlig skulle handle om. Mit kursus handler jo om patentstrik! Men også her er der sket en masse, og der meget at komme i tanke om, at lære og at genlære. Og jeg nyder det. Hvert eneste sekund.

Så hvis du har lyst til at skærpe dine strikkefærdigheder, kan jeg kun anbefale et strikkekursus. Charlotte er en genial lærer, som omhyggeligt holder dig i hånden, mens hun udfordrer dig til at blive den allerbedste strikker, du kan. Du kan finde hende og hendes kurser på Instagram – og det er virkelig en skattekiste, der ligger og venter!