Augusts liste

august

August. Slet ikke nogen ringe måned, når sommeren kulminerer og bagefter så sagte begynder at rinde ud. Sensommeren er bestemt ikke den ringeste del af en sommer, og den skal nydes i fulde drag.

Vi vender jo tilbage til Danmark i løbet af august. Lidt tidligere end jeg egentlig ville have ønsket det, men omvendt er der en masse skønne ting at komme hjem til. En nymalet gård, for eksempel – og min lille butik. Uh hvor skal jeg kæle for alt mit garn! Og så jeg skal lige på hovedet i farvegryderne, for dét har jeg virkelig savnet.

August byder også på en rejse. En hurtig weekendtur til Paris; en by vi ikke har besøgt i årevis. Den stod ellers engang højt på listen over yndlingsrejsemål, ikke mindst fordi den bød på en masse herlige minder. Vores bryllupsrejse gik til Paris, og vi er siden vendt tilbage til lige præcis dét lille, uanseelige hotel gang på gang.

august

August har en helt særlig tyngde og frodighed. Al forsommerens spæde grønne er modnet, og de gyldne nuancer og tunge dufte har taget over. Jeg vil putte mig i fristende striktrøjer, holde koppen fuld af dampende varm te, fylde mine vaser med sensommerens blomster, og mine fade med alle havens æbler. De af dem der vel at mærke ikke ender som æblekage, som man jo skal spise en masse af i august.

august

Næste punkt på min ”Hvorfor jeg elsker augsut”- liste vil nok dele vandene. Men altså. Jeg er jo vældigt glad for, at dagene i august er blevet mærkbart kortere, så jeg kan begynde at glæde mig til lange, hyggelige efterårsaftner. Jeg kan sagtens finde på at tyvstarte. Trække gardinerne for og tænde stearinlys – og måske endda smide en brændeknude i ovnen, hvis ellers temperaturen tillader det. Stuerne kan også fint iklædes efterårsdragt, i hvert fald når vi kommer til slutningen af måneden. Så begynder de lune tæpper, ekstra bløde puder, bogstablerne og alle lysene at krybe ind igen, og man kan sidde lige så hyggeligt og vente på, at skoven falmer så trindt om land.

Måske vil du også læse...

3 Comments

  1. Elsebeth says:

    Du skal ikke vente for længe med at komme hjem, hvis du også er hybenmarmelade-fan. I går lagde jeg 1 kg rensede i fryseren, og der bliver mindst lige så meget, når jeg altså bliver færdig. “Arbejde adler”, siger man. Det ved jeg ikke, om hybenrensning gør – men der bliver en ordentlig portion himmelsk godt marmelade ud af det.
    Kom godt hjem!

    1. Tak for det!
      Uh mums – hybenmarmelade!!! Gad vide om der stadig er hyben at plukke når jeg kommer?

  2. Elsebeth says:

    Det er der sikkert – men mere sikkert at der er der orm i dem. Der er næsten ingen i, når man er tidligt på færde. Er de blevet for modne, er de så bløde, at de ikke er til at rense, uden at det bliver noget værre gratværk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.