Sommerstrik

sommerstrik

Sommerstrik. Jamen, det er En Ting. En vigtig ting endda, selvom den ofte bliver overset og skubbet til side af marehalm og vaffelis.

Sommerstrik er det hyggelige man laver, når man sidder i skyggen af en rar parasol. Det er det, ens hænder kan danse med i de lyse sommernætter. Og det er det, som bliver til det man kan svøbe og putte sig i, når sommeren ind imellem ikke helt lever op til forventningerne.

Igennem de sidste 50 år har jeg mere eller mindre konstant haft gang i mindst ét nørkleri, og jeg har gjort mig mine erfaringer. Jeg er muligvis ikke den hurtigste til at tage ved lære af mine dem, men det kommer jo jer til fordel nu, hvor mine råd til sommerstrik er grundigt afprøvede 😉

  1. Sommerstrik skal helst ikke være hvidt. Tænk fedtede fingre, fulde af smeltet is, sand og vandmelon. Så pænt nej tak til hvidt – med mindre det er et arbejde man reserverer til sommeraftnerne hjemme, med god adgang til håndvask!
  2. Sommerstrik skal helst ikke være for stort. Tænk solseng og en million tusind grader i skyggen – og skødet fuld af en oppefra-og-ned raglansweater, som man lige skal strikke det sidste ærme på.
  3. Sommerstrik skal helst ikke være i mohair eller tilsvarende langhåret materiale. Tænk saltvand, sved og solcreme, blandet sammen til en klistret masse der dækker hele kroppen – det arrangement gider man ikke føje fritflyvende fimrehår til!
  4. Sommerstrik må gerne være kompliceret. Om sommeren har man typisk en hel masse god tid, hvor man fint kan sidde under et træ og lytte til en hyggelig bog, mens man tæller sig igennem indviklede hulmønstre.
  5. Sommerstrik må også gerne være simpelt. Man skal jo have noget bilstrik, og noget strandstrik, og noget sidde-og-snakke-til-langt-ud-på-nattenstrik, og det skal nærmest kunne strikke sig selv.
  6. Sommerstrik skal kunne puttes i et lille net, som hurtigt kan proppes ned i strandtasken, når man lige pludselig skal ud af døren. Det skal med andre ord være nemt at pakke sammen, så det ikke bliver efterladt derhjemme, for ellers bliver sommerstrik kun alt for hurtigt til efterårsstrik!
  7. Hvis sommerstrik i år omfatter flystrik (be’ om!!), skal det være på bambus- eller træpinde, så man ikke må lide den tort at få sine fine Hiyahiya-pinde konfiskeret i lufthavnen. Man kan tilsyneladende godt myrde nogen med metalpinde, men ikke med dem i bambus, og det er vel nok heldigt! Jeg synes i øvrigt også ofte at træpinde opfører sig pænere i varmen. Specielt hvis man strikker i bomuldsgarn, kan metalpinde godt blive noget af en prøvelse, så frem med naturmaterialerne. Også selvom spidserne sjældent er lige så gode.
  8. Endelig kan sommerstrik meget fint være sommerhækling! For mig er der noget ukompliceret og ligetil ved hækling – og man kan altså lave de sødeste små ting!

Gode sommerprojekter har for mig særligt været lette bomuldstoppe, strikkede klude og fine tæpper af små, praktiske firkanter, som man så kan bruge en efterårsaften på at sy sammen. I år skal jeg udvide Slow-familien, hækle en kolibri (efter aftale med barnevidunderbarnet), og sysle med et helt nyt restetæppe.

Jeg har sorteret mine rester efter farve og tykkelse (og ja, faktisk også efter kvalitet, men det ser jeg stort på i forbindelse med dette projekt). Nu vil jeg tage alle mine sorte, brune og grå rester, og hækle sekskanter af dem. Sådan en sekskant fylder ingenting i tasken – men når sommeren er omme, har jeg forhåbentlig nok til et mægtigt hyggetæppe.

Jeg laver dem helt enkle, og der er næppe tale om en ”opskrift”, men her er altså hvordan jeg gør:

  1. omg: Lav 6 stangmasker om en magisk ring.
  2. omg: Lav 1 stangmaske, 2 luftmasker og 1 stangmaske i hver maske. Du har nu lavet 6 hjørner, som du býgger videre på.
  3. omg, og alle følgende omg: Lav 1 stangmaske, 2 luftmasker og 1 stangmaske i hver af hjørnernes luftmaske. Lav 1 stangmaske i alle andre masker.

Jeg laver mine sekskanter ret store, lige på størrelse med min telefon (så slipper jeg for at hale et målebånd frem!), og bruger alle mulige forskellige garner til dem. Jeg blander farver og kvaliteter, og så længe jeg holder mig til de rester jeg udvalgte på forhånd, skal det nok gå alt sammen. Det kunne garanteret også blive enormt flot i glade primærfarver – så ville jeg bare ikke få det brugt (endnu en af de ting, jeg har lært gennem erfaring…).

Hvad er jeres sommerprojekter? Strikker I overhovedet om sommeren?

 

Måske vil du også læse...

2 Comments

  1. Susanne says:

    Jeg plejer at have gang i let bilstrik til den lange tur ned gennem Europa. Mangler dog stadig et ærme på en hvid! sommertrøje, jeg startede på sidste år. I år bliver turen nok ikke ned gennem Europa, men en Tour de Danmark. Og den hvide sweater må vente, for familien er blevet udvidet med to dejlige piger på nu 4 måneder, som bliver forkælet med mormortøj i lange baner. Så det bliver nok et par cardigans mere, der skal strikkes på her til sommer . Har strikket din Johns hentecardigan til begge piger. De er et hit.

    1. Åh ja, bilstrik er hyggeligt!! De lange timer flyver afsted, når man har noget godt mellem hænderne. Kan dog godt se, ar hele to nye piger i familien, må det være babystrik i år. Det er jo også vældig praktisk, fordi det er små overskuelige projekter.
      Dejligt at Johns cardigan vakte glæde – jeg strikkede den i to størrelser til ham, fordi hans mor elskede den.
      Rigtig god ferie, hvor end turen går hen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.