Syv Sind

Jeg har én grim ting at sige om Lotte Kaa Andersens sidste roman, Syv Sind, nemlig at den er den sidste. Den sidste i trilogien om familierne fra Hambros Allé, som vi har fulgt gennem bøgerne Hambros Allé 7-9-13 og 100 Dage. Og dét kan den ikke være bekendt.

For hold nu op, hvor jeg har nydt Lottes spidende livsstilsanalyse, hvor hun – med stor indlevelse og kærlighed – trækker tæppet væk under Instagram-forestillingen om Det Perfekte Liv. Gennem præcise indblik i enkeltpersoners liv, viser hun os prisen for perfektion. Hun viser hvad det koster på det indre, når man retter fokus på det ydre. Og det hele bliver gjort med så stor omsorg og forståelse, at man kommer til at holde af (eller i hvert fald få en vis forståelse for…) selv de allermest trælse af hendes personer.

syv sind

Bogen er et anmeldereksemplar, som er stillet til rådighed for mig.

Kvinderne står stærkest gennem hele trilogien, og igen i Syv Sind er det dem, der bærer udviklingen. Bogens åbnes med Cilles exit fra familieferien. Brutalt og overraskende hopper hun ud af bilen på vej mod lufthavnen, fordi “nogen ting bare ikke kan tilgives”. Og hvad så? Cille overlades til sit eget selskab, til på egen hånd at sortere i sit liv, mens manden, Ask, må fortsætte til Sydfrankrig med børnene.

Ask har gjort det til en vane at trække sig fra et liv, som er gået hen og blevet ubegribeligt. Måske fordi han har fået gjort sig så travl, at han ikke når at opdage hvad det dér livet er? Konfronteret med det mulige tab af hans livs kærlighed, dykker han dybere. Han trækker minderne frem; minder om en lykkelig drøm – og han kæmper for sin Cille. Jeg synes ikke Ask er specielt omhyggeligt tegnet, og derfor fremstår han en smule utroværdigt, men som bifigur til Cilles dannelsesrejse fungerer han virkelig godt.

Line er rykket til Dubai med sin Peter. Her balancerer hun mellem på den ene side sin oprindelige trang til at streamline sit liv, og på den anden side alt det, hun lærte om sig selv da hendes familie sprak. Dagene henslæbes i den anonyme hotelluksus, mens Peter omhyggeligt holder sine bekymringer skjult for hende. Hendes livs krise er nemlig ved at gentage sig, og det får vi lov at se, selvom det er skjult for Line.

Peter har nemlig en hemmelighed, som han vælger at skåne Line for. Line er hans præmie, snarere end hans nærmeste, og hun reagerer da også forholdsvis pænt på at blive holdt hen. Hun har jo øvelsen… Peter er under undersøgelse, og trods hans stadigt mere febrilske bortforklaringer, fornemmer man godt, at problemerne tårner sig op foran ham.

Caroline er ikke så tydelig denne bog. Hun er landet godt efter alle de udfordringer hun kæmpede med i 100 dage, og det sidste der mangler er egentlig ‘bare’ at få genskabt den helt nære kontakt med sønnen Lukas, og at få ryddet op i resterne af forholdet til ægtemanden Kaare. De to deler stadig et hjem – for så vidt man kan kalde deres hus et hjem – men intet andet.

Lukas er blevet smidt ud hjemmefra. Ikke på den grimme måde, forstås – nej, det er sket på fineste facon. Synes hans far i hvert fald. Drengen har nemlig fået sin helt egen lejlighed midt i København, og kan så sidde dér og oparbejde nogen passende ambitioner. Og det kommer til at forløbe, helt som man kunne forvente; lille Lukas bliver til pengeautomat og pensionatbestyrer for en håndfuld ‘venner’, som til gengæld for husly, mad og rusmidler forsyner den ensomme dreng med noget der, med en smule god vilje, kan minde om et fællesskab. Og her hænger Lukas så, i en sær form for sommer-limbo, fanget imellem sin fars forestillinger om en fremadstormende søn, som kan tilfredsstille hans honette ambitioner, og sine egne drømme om at skrive.

Og så er der Kaare. Kaare er nok den mindst sympatiske, men på sæt og vis også den mest interessante person i denne bog. For puha, hvor er han dog uudholdelig i sine evindelige, klodsede forsøg på at opnå den anerkendelse, han trænger så hårdt til – og som i sig selv forhindrer ham i nogesinde at få den. Hans underlegenhed gør ham stridbar, og hans brovtende facon med de alt for store (og konsekvent fejlplacerede) armbevægelser holder ham effektivt ude af det eftertragtede gode selskab. Og han forstår det ikke. Han forstår i det hele taget ikke ret meget, og drømmer sig bare tilbage til tiden med bløde, gavmilde Svetlana, som dog blev droppet på hans vej op ad stigen. Jeg håber for Svetlana, at han aldrig finder hende…

Der er næppe nogen tvivl om, at når finanskriserne rammer, så er faldet både mere tydeligt og mere brutalt i velhaverghettoen, og det er det fald, Lotte Kaa Andersen inviterer os til at beskue. Ikke for at vi kan sidde og gnide os i hænderne, og tænke at “de rige nok har materiel sikkerhed, men til gengæld er de ulykkelige”, men for at vi kan se, at mennesker er mennesker, og at den menneskelige præmis er den samme overalt. Udtrykket forandrer sig nok med miljøet, men drømmen om lykke er den samme overalt. Det er når dén drøm udvikler sig til en kamp for perfekte liv, at ulykkeligheden får frit spil. Bøgerne bærer alle tre det samme tema med sig: Hvis det er lykke vi søger, må vi nødvendigvis stoppe op, og give os tid til at underkaste vores drømme et nøje eftersyn, i stedet for bare hovedløst at forfølge dem.

Jeg er virkelig træt af, at trilogien nu er til ende. For den er jo slet ikke afsluttet. Den beskriver nemlig det levede liv, og det byder ikke på afslutninger – kun på konstante forandringer og begyndelser. Jeg vil da høre, hvordan det går med Line. Jeg vil vide, om Cille og Ask klarer den. Om Lukas tør følge sine drømme. Og nok også om Kaare på ét eller andet tidspunkt får frustreret sig selv tilstrækkeligt til at turde indse, at den drøm han så ihærdigt forfølger, ikke vil kunne tilfredsstille ham. Så, søde Lotte: bare én bog til 😉

Måske vil du også læse...