Bogklub – Harold Frys usandsynlige pilgrimsfærd

Sidste uge var jeg i bogklub, og det var en aften, jeg havde glædet mig mægtigt til. Denne gang havde vi nemlig læst Harold Frys usandsynlige pilgrimsfærd af Rachel Joy, som er beretningen om en ganske særlig vandretur i et ganske særligt liv. Et liv, der måske ikke ved første øjekast er bemærkelsesværdigt, men som – i lighed med alle andre liv – ved nærmere eftersyn indeholder drama i rigeligt mål.

harold frys usandsynlige pilgrimsfærd

Harold Fry er for nylig gået på pension, og tilbringer dagene hjemme sammen med Maureen, hans kone, som endnu ikke helt har vænnet sig til, at sønnen David er væk. Tiden forsvinder lige så stille for Harold, indtil den dag, hvor han modtager et helt specielt brev. Et brev fra hans veninde, Queenie, som fortæller at hun er dødeligt syg.

Harold har svært ved at forfatte et fornuftigt svar på brevet, og ender med at skrive følgende:

Jeg er på vej. Det eneste, du skal gøre, er at vente. For jeg vil nemlig redde dig.

Og så begiver han sig afsted, tværs igennem England. Noget uovervejet, må man nok sige, al den stund at han hverken har kort, vandresko eller bare en telefon med sig. Men afsted kommer han, og vi får lov at følge ham på det, der nærmest kan beskrives som en pilgrimsfærd ind i hans eget liv. Vi følger ham gennem de første, famlede forsøg på at gå, gennem en krise, hvor han faktisk beslutter ikke at gå mere, og indtil han får gjort turen til sin egen.

Lige så langsomt og forsigtigt rulles Harolds historie op for os. På intet tidspunkt gøres der vold på fortællingen, intet forceres, og hele opbygningen af bogen er virkelig smukt udført. Som læser får man lov at være nysgerrig, og får ikke proppet en masse fakta ned i halsen. Fakta kommer undervejs, i takt med at Harold finder fred med sit liv, og vi kigger med fra sidenlinjen, helt fra den store, håbefulde kærlighed, over håbløsheden, og frem til det modne fællesskab, som vi undervejs ikke får lov at være sikre på, faktisk vil opstå.

Der er uendeligt mange spændende temaer i bogen, og jeg synes faktisk ikke det gør noget, at de ikke udfoldes 100 %. De får lov at ligge, helt fordringsløst, og så kan man som læser plukke dem, der taler mest til én. På den måde er det også noget nær den perfekte ‘fælleslæsningsbog’, fordi vi selvfølgelig hver især lægger vægt på forskellige tema.

Bogen minder mig egentlig mest af alt om en variation over den klassiske dannelsesroman. Vi følger godt nok ikke hovedpersonen gennem barndom, ungdom og voksenliv, men formen er tro mod ”hjem, hjemløs, (nyt) hjem” opskriften. Harold modnes af den modgang, han gennemgår – han konfronteres med sit levede liv, det han har modtaget, og det han fortryder.

harold frys usandsynlige pilgrimsfærd

Personligt synes jeg, at den klassiske form lægger op til et særligt sprog. Lidt gammeldags, eller måske snarere omhyggeligt. Eksempelvis havde det klædt fortællingen, om man havde brugt betegnelsen ’fyrretyve år’, hellere end det mere moderne ’fyrre år’.Der er små tegn på, at originalversionen (på engelsk) muligvis kunne have det jeg mangler, men det er svært at afgøre ud fra en oversættelse, så måske jeg bare skulle prøve at kigge i originalen?

Disse små skønhedsfejl til trods, er det en bog, jeg virkelig har nydt. Den drager læseren ind, og er overmåde vanskelig at lægge fra sig. De små, korte kapitler lokker med deres fine titler, og det er svært at overbevise sig selv om, at man ikke lige kan nå et enkelt mere. Og så et mere, og endnu et… For Harolds historie er rørende, grum, betagende og umulig at vende sig fra.

Måske vil du også læse...

2 Comments

  1. Åh, jeg syntes den var så skøn! ❤️

    1. Ja, jeg nød den også. Har også “2 sekunder i Byron Hemmings liv” af samme forfatter liggende, men har hørt at den ikke er helt så god. Bliver dog nok nødt til at prøve!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.