Vores endeløse dage af Claire Fuller er en helt fantastisk lille bog. Historien er stor. Den er faktisk gigantisk – men bogen får lov at være lille, fortalt i børnehøjde som den er, og det klæder den.
På forsiden af bogen står der:
Alle forældre lyver.
Men nogen løgne er værre end andre…
Peggy er offer for en meget omfattende løgn. Hendes far tager hende med fra deres hjem i London på overlevelsestur i ødemarken, ud til die hütte, som ligger i en tysk skov. Mor Ute kommer ikke med, for hun er på koncertturné, men de to kan fint klare sig sammen, selvom 8-årige Peggy ret hurtigt får nok. De kan imidlertid ikke tage hjem, forklarer far, fordi hele verden er gået under. Der er kun de to, deres dal og deres hytte tilbage – alt andet er opslugt af Det Store Svælg. Peggy bliver til Punzel, og hendes tidligere liv forsvinder:
Jeg åbnede den lille låge til en stor bølge røg og stak i noget rødt derinde med ildrageren. Spidsen fik pirket til en lille forkullet bog, der lå mellem gløderne, og mens jeg så på det, greb en flamme fat i den og krøllede den op, som om den blev åbnet af en uset hånd, der bladrede gennem siderne. Jeg stirrede på mit pasfoto, mens heden kogte vabler i det, og mit ansigt smeltede væk i ilden.
Da Peggy en dag ser en mand i skoven, bliver hun tilbudt en udvej. Det kribler i mine fingre for at beskrive hendes udvej, men jeg lader være. I det her tilfælde synes jeg simpelthen ikke det er nok bare at markere en “spoileralert” (måske især fordi jeg aldrig nogensinde selv har respekteret dem), for med denne bog ville det ganske enkelt ødelægge hele læseoplevelsen. Man skal selv have lov at følge Peggys vej til Punzel og tilbage igen.
Historien fortælles dels af den unge Punzel som den opleves, dels af 17-årige Peggy, som er hjemme i London igen, og dermed får en chance for at forstå hvad der egentlig skete. Romanens opbygning minder egentlig lidt om en klassisk kriminalroman, på den måde at man som læser meget tidligt præsenteres for hele historien, med alle dens implikationer – men det gøres så elegant, at det først er på de allersidste sider, man bliver helt sikker på, hvordan puslespillet skal lægges.
Det er en bog som fortjener mere ro end jeg kunne give den. Den skal ikke læses i små bidder i lufthavne og på hotelværelser – den skal have lov at gro i læseren, og læseren skal have lov at gå ind i den bizarre verden, som er Peggy/Punzels. Når det er sagt, så nød jeg den i fulde drag, selv om jeg ikke kunne give den tid som fortjent. Bogen er så uendeligt velskrevet, og man tror ganske enkelt på Peggy, på hendes far, og på hele historien. Dele af den er skrevet med barnets klare, fordringsløse røst, mens andre dele glider over i den voksnes mere analyserende, og til dels afstandstagende, stemme, og skiftet sker så glidende, at man nærmest ikke bemærker det. Som læser får man lov at vokse op sammen med Peggy/Punzel, mens hun langsomt begynde at orientere sig udad, bort fra det trygge og velkendte; fra familien.
Tusind tak til Forlaget Olga for anmeldereksemplaret. Det er en bog som nærmest tigger om at blive læst i ét stræk, og det tror jeg faktisk jeg vil gøre på et tidspunkt, når jeg har tiden til det. Den beder nemlig også om at blive genlæst, og den bøn vil jeg ikke sidde overhørig 😉
