Transfervindue

Jeg har været meget lang tid om at få læst Maria Gerhardts sidste bog, Transfervindue – og endnu længere tid om at få skrevet om den… Det er selvfølgelig fordi den kommer virkelig tæt på, og fordi den borer sig lige ind dér i hjertekulen, hvor alle slags forladthed, sorg og savn gemmer sig.

img_2488

Den har undertitlen Fortællinger om de raskes fejl, og det er lige præcis det, den er: En række fortællinger om, hvordan vi raske fejler, svigter, overser og trækker os fra det, der gør alt for ondt. I Transfervindue har de raskes fejl fået max gas, så de uhelbredeligt syge nu ikke kun gemmes væk på hospitaler, plejehjem og hospices, men rent faktisk stuves om bag en ubestigelig mur. Til gengæld er der pænt, derinde bag muren – for så behøver de raske jo ikke at have dårlig samvittighed. Er der nogen klokker der ringer??

Har du nogensinde spurgt en alvorligt syg, om de mon har prøvet xyz? Har de måske prøvet med cannabisolie, veganerkost, kartoffelvand – hvad der nu end er øjeblikkets hit i forbindelse med kurering af det, vi allerhelst vil karakterisere som livsstilssygdomme, fordi det så på én eller anden måde trækker os selv ud af farezonen? Har du nogensinde følt dig så tom for ord, at du har grebet ud efter ordenes sølle erstatning, emoji’erne?

Jeg har. Jeg skammer mig over at indrømme det, men jeg har gjort det. Begge dele. Og hver gang i et (ubevidst) forsøg på beskytte mig selv. Skærme mig selv for den svære beslutning om, hvor tæt det er okay at gå på. Beskytte mig selv mod at stå nøgen overfor min egen sorg.

Bogen skifter lidt mellem at være fortællingen om det fine hospice, som hele nordsjælland er blevet omdannet til, og korte indblik i, hvordan Maria selv, derude i den ‘virkelige’ verden, udenfor det fiktive nordsjællandske hospice, kæmper med at komme overens med sin situation. Begge sider af bogen er barske. Barske på den lærerige måde, så man ikke rigtig kan finde på nogen undskyldninger for ikke at læse den igen – og have den stående klar på hylden, til næste gang katastrofen rammer.

Hvis du ikke allerede har læst den, så læs den, hvis du tror, at du nogensinde vil få brug for alt dit mod. Læs den, hvis du tror, at du en dag vil stå ansigt til ansigt med din egen eller en andens sorg, og du gerne vil have hjælp til at skrælle nogle af de afstandsskabende lag af. Bare læs den.

 

 

Måske vil du også læse...

2 Comments

  1. Den er allerede på min liste. Men den skal have lidt tilløb… Kh. Birgitte

    1. Pia says:

      Ja, jeg måtte også tage et langt tilløb. Den kommer MEGET tæt på, men er bestemt læseværdig. Måske skal du vælge at læse den sammen med en anden? Det tror jeg, jeg ville have haft glæde af, for den ripper virkelig op i gamle sår!

Comments are closed.