Vi er på vej til Kroatien, men havde lige en eftermiddag i Berlin undervejs. Jeg har kun været i byen en gang før, i 1992, og den havde forandret sig noget 😉
Vi startede med et besøg på det jødiske museum. Det er nok det mest specielle museum jeg nogensinde har været på. Jeg har efterhånden set en del Holocaust-museer rundt omkring i verden, og så forskellige de har været, har de alligevel mindet meget om hinanden – men dette var altså helt anderledes. Her var det i høj grad arkitekturen der fortalte historien, og hovedparten af de udstillede genstande tjente kun det ene formål at menneskeliggøre en håndfuld af ofrene; at tage dem ud af den historiske delmængde der udgøres af ‘jøder der døde under 2. Verdenskrig’, og i stedet vise dem som enkeltindivider, gjort af nøjagtig det samme som mig. Det virkede…
Jeg tænker at dette museum måske er så anderledes, fordi det er det første museum jeg har besøgt, hvor det er Tyskland selv der fortæller historien om Holocaust. Det giver næsten sig selv, at deres virkemidler og fortællervinkel må være anderledes end i for eksempel Anne Franks hus i Amsterdam, eller i Theresienstadt. Ellers ville det nemt kunne forhindre Tyskland i at rumme sin egen historie.
Den ene af de to permanente udstillinger ligger i kælderen, og udgøres af tre akser: eksilets akse, Holocausts akse og kontinuitetens akse. Eksilets akse ender ude i Eksilets have, hvor høje betonsøjler står tæt sammen. Her oplever man virkelig museets egenart: der findes ingen rette vinkler, alt er skævt, og ligeså forkert som hele historien om det jødiske folks liv i Europa. Går man ind mellem søjlerne, bliver man nærmest søsyg af alt det skæve og forkerte, og det føles svært at få ordentligt fodfæste.
Holocausts akse ender i Holocaust-tårnet, et tomt, trøstesløst højloftet rum, hvor lyde udefra tydeligt høres, men hvor man alligevel føler sig totalt afsondret, fordi den eneste lyskilde er en tynd stribe af naturligt lys ret højt oppe. I tårnet antydes en udvej; der er en stige monteret på væggen. Der er dog ikke tale om en egentlig udvej, da den dels er monteret så højt at den ikke kan nås, dels bare leder op i det lukkede mørke.
Kontinuitetens akse ender i en trappe op til den anden permanente udstilling, som er en slags center for jødisk kultur og historie. En interessant detalje er det kristne symbol, korset ovenfor, som på bygningens yderside udgør en del af en Davids Stjerne.
Museet er meget specielt, og helt afgjort et besøg værd!
Efter museet havde vi tid til en lille byvandring igennem et virkelig charmerende Berlin.
Nede langs med Spree ligger de hyggeligste cafeer og ‘strandbarer’ som perler på en snor, og på en af dem fik vi os et velfortjent hvil.
Vi afsluttede vores dag i Berlin med samme tema som vi begyndte med, ved mindesmærket for Europas myrdede jøder, hvorefter vi lige nåede at dukke ind i bilen, inden regnen begyndte at vælte ned, men det klarede heldigvis op igen.
Jeg tjekker ind igen i morgen, med lidt billeder fra Kroatien!
