Vi skulle have mødtes i bogklubben i går, men var alle forhindrede, så det blev til en aflysning i enighed. Det er nu ikke den enighed, der overrasker mig, men derimod vores fælles holdning til månedens bog.
Jeg ved godt, at vi er en forholdsvis homogen flok i vores lille bogklub. Ja, aldersmæssigt spænder vi over et par årtier, men helt ærligt: vi er alle helt almindelige danske kvinder, med helt almindelige liv. Alligevel overraskede det mig, at vi alle fire, uden undtagelse, absolut hadede denne måneds bog. Men det gjorde vi, og det endda så meget, at vi besluttede at skifte hest i vadestedet, og hoppe over i en dejlig Håkan Nesser-fortælling, af den slags som aldrig skuffer.
Begge bøger er læst på Saxo Premium, som har sponsoreret et abonnement til bloggen.
Vi skulle have læst Kort over Paradis, og jeg havde sådan glædet mig. Jeg elskede Den som blinker er bange for døden, og havde virkelig høje forventninger til fortsættelsen. Jeg har faktisk lidt svært ved at sætte fingeren nøjagtig på, hvorfor jeg brød mig så lidt om den. Måske var det alt det tyske, måske var det den tunge stemning (som dog også prægede Den som blinker, men som slet ikke generede mig dengang) – måske er det bare et dårligt match med mig her og nu? Jeg kan jo sagtens se, at jeg står ret alene med mit mishag. Bogen er fremragende anmeldt, også af anmeldere jeg normalt kan læne mig trygt op ad. Den var bare ikke noget for mig.
Heldigt for mig, at de andre i bogklubben heller ikke brød sig om den. Det ene håndklæde efter det andet blev kastet i ringen, og til sidst besluttede vi at læse Eugen Kallmanns øjne i stedet. Ah… en solid krimi af den lettilgængelige, men slet ikke ligegyldige slags. Lige hvad vi trængte til, og i tilgift nok også lidt af en redningsplanke, for næste møde i bogklubben var næppe blevet meget besøgt, hvis vi havde holdt fast i vores førstevalg. Og sådan er en bogklub en levende og omskiftelig ting, og det er godt!
