Den Perfekte Jul

Hvordan får man den perfekte jul? Et meget godt sted at starte, er med et helt andet spørgsmål, nemlig: Hvordan ser den perfekte jul ud?

Jul betyder på én gang det samme og noget forskelligt for os alle sammen. Der er visse ting, som bare er JUL; nisser, julehjerter, gaver og juletræ, bare for at nævne nogen virkelig indlysende, eller gløgg, småkager, andesteg og risengrød.

Der hvor vores jul bliver vores egen, er når vi vælger. Vi vælger til og fra, vi påvirkes af hinanden, vi tilføjer måske en ny tradition, eller skiller os af med en, der ikke længere passer til det liv vi lever.


Hyggen kravler stadig opad, dag for dag i december, selvom mine drenge efterhånden er mindre optagede af processen…

Jeg elsker at få nye juleideer. Kan jeg få lov at krølle mig sammen i sofaen (meget gerne med min dejlige varme dyne, i rød pyjamas og med nissehue på) med en stak blade og bøger, og min Mac der bugner af Pinterest juleopslagstavler og lister med gode jule-hashtags fra Instagram, så sidder jeg lykkeligt og spilder tid en hel aften (/nat) eller mere, mens jeg drømmer om den perfekte jul på 1000 måder.

Næste skridt er at sortere i glitter og englehår, og finde ud af, hvad der er allermest vigtigt for mig. Hvad er essensen af den jul jeg elsker?

Det lyder banalt og fuldkommen indlysende, men det er ikke desto mindre sandt, at essensen af jul for mig ikke bliver kompromitteret af, at jeg i år næppe får stablet den totalt gennemførte, farvestrålende og – koordinerede skotskternede jul på benene (som misundelsesværdige Judy fra lækre Atlantis Home). Jeg behøver langtfra alt hvad til julen hører, for at gøre min jul perfekt. At prøve at gøre alt gør mig bare stresset og irriteret over min manglende formåen (jeg behøver ikke at gætte her. Har været der; duede ikke).

De ting der er uomgængeligt nødvendige i min personlige Perfekte Jul, er:


Julemusik
, hver dag, hele tiden. Hurra for Spotify, så jeg ikke engang behøver at besvære mig med at skifte cd’er længere – nu har jeg én gang for alle lavet playlisten Pias Perfekte Julemusik, og den er endda så stor, at det er okay at lade den køre på repeat i et uendeligt loop.


Julepynt
. Virkelig meget julepynt. Faktisk usmageligt meget, på den gennemført overdrevne måde. Hvad kan jeg sige; jeg elsker jul… Har fundet ud af, at det fungerer bedst med store ting: fire kæmpe julestjerner i en stor krukke, enorme nisser, bundter af gran i vindueskarmene og overdådige klaser af julekugler. Ikke for meget små-nips; det drukner og/eller roder. Og ingen regel uden undtagelser – det er jo jul 😉


Julete
. Normalt går jeg i en stor bue udenom krydrede eller frugtagtige teer, men til jul kan jeg slet ikke få nok kanel, kardemomme, nellike, stjerneanis og orangeskal i min kop.


Julefilm
. Elsker at se julefilm. Græder stadig hver gang jeg ser It’s a Wonderful Life, griner når jeg ser Fars Fede Juleferie, og elsker at opstøve nye vidundere på Netflix. Er i udpræget grad åben for nye forslag, så skriv endelig, hvis du er faldet over en fantastisk julefilm!

Så er der de ting der falder i den anden kategori. Det er de ting, som nok kan være vældig juleagtige på papiret, men som jeg dybest set er tindrende ligeglad med. Det er ikke ting der generer mig, de interesserer mig bare slet ikke, og tilføjer dermed intet lækkert til min jul. Man ser tydeligt den udygtige husmors indflydelse her, for det handler om alt det der med maden, specielt det hjemmelavede. Gider godt at spise frikadeller, men vil nok hellere slå en splint op under en lillefingernegl, end jeg vil bruge den søde juletid på at stå og svede over dem. Slagteren vil bytte fremragende frikadeller for penge, og på den måde bliver alle glade. Sild, sylte og stuvninger i tarteletter er alt sammen så inderligt ligegyldigt for min julelykke, at jeg slet ikke har ord for det. Derfor sparer jeg mange timer i køkkenet (som så i stedet kan bruges på mere julepynt, og således jævner alt sig). På samme måde er den af mange så afholdte, og så afgjort festligt løsslupne, pakkeleg inderligt overflødig i mine øjne, og jeg kan helt uden at lyve sige, at jeg ville græde tørre tårer, hvis jeg aldrig mere skulle stå i Slangerup kl. kvart i julefrokost, og lede efter en håndfuld opfindsomme gaver, der passer til alle aldre og begge køn, indenfor en snæver prisramme.

Og det er så lige præcis her, der ind imellem kan høres en skurrende mislyd under Den Perfekte Juls perfekte soundtrack. Der hvor mislyd kan opstå, er hvis mine personlige til- og fravalg kommer i konflikt med mine kæres ønsker og drømme for julen, og jeg kommer til at glemme, at den jul vi er i gang med, jo også er deres Perfekte Jul, med alt hvad det indebærer for dem.

Man kan ikke gøre alle tilfredse, det er sandt. Det kan man ikke, men så må man altså låne, for julen er vigtig. Jeg har i mange år lånt tålmodighed. Jeg er faktisk ret god, sådan hvis jeg selv skal sige det, til at slippe kontrollen med de ting som mine nærmeste har faste meninger om (så nej, jeg får aldrig et smukt juletræ, koordineret med Årets Temafarver, for ham min elskede elsker lametta (!!), og han elsker al vores gamle julepynt, uanset om det er gammelt på den fede eller den ufede måde, og lametta – og han elsker at pynte juletræ…).

Den Perfekte Jul handler først og fremmest om at vise storsind, om at vælge til og fra under hensyntagen til ens nærmeste, og om stå ved sine valg. Resten er bare planlægning.

Planlægningen er langt fra den mindst hyggelige (og betydningsfulde) del af julen, i hvert fald hvis man godt kan lide morgenmad med Bing Crosby og en stak lister, og ikke bryder sig om at styrte rundt d. 23. efter juletræslys, en and og de sidste gaver.

Hvordan ser din Perfekte Jul ud?

 

Tilbage til forsiden

Måske vil du også læse...