Lige nu læser jeg If I was your girl af Meredith Russo (Hvis jeg var din pige i den danske oversættelse, men bøger på engelsk er bare meget billigere, så det er ofte dem jeg ender med).
Det er en hjerteskærende, gribende og imponerede vedkommende bog. Hvis man har den mindste interesse i YA-genren, eller hvis man bare synes det er vigtigt at følge lidt med i, hvilke bøger den næste generation af læsere bliver tilbudt, så er denne her et udmærket bud på Den Vigtigste Bog i genren.
Den handler om Amanda, en ung pige som flytter hen til sin far, og i den forbindelse også til en ny skole. Hun vil selvfølgelig gerne passe ind, hun vil gerne have venner, og hun vil gerne være ligesom alle de andre. En helt almindelig teenager, med andre ord. Men Amanda er alligevel ikke helt almindelig, for hun har en fortid der gør hende helt anderledes. Hun plejede nemlig at hedde Andrew.
Jeg er stadig i gang med at læse bogen, men vil alligevel anbefale den allerede nu. Amanda er en fascinerende hovedperson, som gang på gang overrasker, og bogen lægger op til en masse vigtige spørgsmål, som på ingen måde kun hører til i de unges univers. Skal transkønnede for eksempel pålægges en særskilt etik, i følge hvilken de skal afsløre deres fortid for nye, potentielle kærester? Hvordan bør personerne omkring dem reagere, når de hører om én som er født i en forkert krop? Er Amandas løsning på hele før/efter kønsskifteoperations-problematikken (at rejse væk, og begynde et nyt liv) en god løsning? Er der andre muligheder?
Efter TV-serier med pragtfulde transkønnede skuespillere, som for eksempel Sense8 og Orange Is The New Black, er der måske blevet åbnet for transseksualitet som emne, snarere end som komisk indslag ? og det var også på høje tid. Måske vi så også kan få flere kønspolitiske refleksioner, i stil med dem der blev præsenteret i Hanne Vibeke Holsts bog om Per der blev til Pia, Ned til kvinderne, for hvem er vel bedre til at påpege forskellene i behandlingen af mænd og kvinder, end netop dem der har prøvet begge dele?
Netop i dag faldt jeg over en artikel på Facebook, der fortalte at Danmark ville blive det første land i verden til at gå imod WHO’s definition af transkønnede som sindslidende, og jeg fik et chok. Ikke over at Danmark går først, men over at vi indtil nu rent faktisk har kategoriseret de mennesker, der fødes i en forkert krop, som sindslidende.
Hver af os lever i vores egen virkelighed, hvor alt hvad vi tror vi ser objektivt, er filtreret gennem vores egen opfattelse; gennem vores sind. Sindet er vores værktøj til at opleve verden med, og det er svært at ændre på. Det er ikke umuligt at ændre sit sind, men hvorfor bringe Den Store Værktøjskasse frem for at ændre noget, man helt grundlæggende ikke ser som en fejl? Hvis man opfatter sig selv som kvindelig, som jeg jo for eksempel gør, så er det formentlig kroppen man vil opleve som et problem, hvis den ikke passer med ens grundopfattelse (jeg bruger ordet ‘grundopfattelse’, fordi jeg tænker at kønsidentifikation er så grundlæggende en del af, hvordan vi opfatter os selv, at jeg forestiller mig at hele ens verden må virke forvreden, hvis ikke kroppen passer med ens oplevelse). Så må det da føles fuldkommen uoverskueligt at blive mødt med en holdning om, at det er sindet, der er problemet. Det må være mere end svært at føle sig hørt og forstået…
Noget helt andet er så, at jeg slet ikke, overhovedet på nogen som helst mulig måde, kan se hvordan et medmenneskes oplevede kønsidentitet nogensinde skulle kunne blive til noget, andre skal blande sig i. Hvordan skulle mit liv kunne blive bedre eller værre, afhængigt af om en anden opfatter sig selv som kvindelig, mandlig, ukønnet, af blandet køn – fortsæt selv listen over muligheder, for det alle mulighederne har til fælles, er at de i bund og grund falder i kategorien ‘en personlig sag’.
